Vindelev Kirkes altermaleri

Vindelev Kirkes altermaleri

v. Bjarne Rasmussen

Tidligere på året var jeg på besøg i Vindelev kirke nord for Jelling.alter1s

Vindelev Kirke er en af Danmarks ældste fra ca. 1154. I det lys er kirken en flot bygning med højt til loftet og lige og glatte mure. Set udefra skiller kirken sig ikke ud fra de fleste danske landsbykirker, og når man træder indenfor, fremtræder kirkerummet helt enkelt og traditionelt med rene hvide vægge og ensfarvet loft.

Men på et meget iøjnefaldende punkt er Vindelev kirke alt andet end traditionel. Altertavlen er et stort abstrakt maleri i stærke farver. Ved første øjekast kan maleriet virke voldsomt i forhold til det enkle kirkerum, men da jeg havde siddet og kigget på billedet en tid, kom jeg frem til, at det nok er den mest interessante alterudsmykning jeg har oplevet.

Maleren Knud Nielsen, som ofte sættes i forbindelse med kunstnergruppen COBRA, flyttede til Vindelev i 1976. Kirkens alterudsmykning var dengang en mindre kopi at Thorvaldsens kristus statue. Knud Nielsen tilbød i 1992 at skænke et maleri til kirken. Det blev et sort 5-fløjet altertavlemaleri. Akademirådets udvalg for Kirkekunst ville ikke anbefale, at alle 5 tavler blev sat op og man fik derfor lavet en konstruktion, der fastholder midtertavlen, mens sidefløjene kan vendes og således bruges på skift.alter2s

Maleriet er skabt ud fra Grundtvig-salmen ”Den signede dag”. Det er fyldt med billeder, og bruger man fantasien, kan man få øje på Fristelsen i ørkenen, den opstandne Kristus, Peter, der går på vandet, Noah, der modtager duen o.s.v Når de yderste fløje af maleriet vendes, skifter billedet påfaldende, og det er blevet praksis, at vende maleriet efter lejligheden, f.eks. et bryllup eller en begravlse. Fordi maleriet indeholder så mange elementer og tilmed kan skifte udseende kan det give en ny oplevelse hver gang man ser på det.

Maleriet skabte en del splid i sognet, hvilket bestemt ikke var kunstnerens hensigt. Der blev opstillet en liste til menighedsrådet med det ene formål at få maleriet fjernet, men efter flere års diskussioner har menighedsrådet ved en afstemning besluttet, at lade maleriet blive på sin plads over alteret.

Knud Nielsen (1916 – 2008) – er et af dansk nutidskunsts helt store navne. Han debuterede i 1941 på Kunstnernes Efterårsudstilling, var medlem af Akademirådet 1960-65, lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi 1966-86, formand for Grønningen 1965-70. Knud Nielsen ligger begravet på kirkegården i Vindelev.

Flere oplysninger:

http://www.sogn.dk/vindelev/

http://www.kollerupkirke.dk/page13.aspx

http://www.danmarks-kirker.dk/haderslev/vejle/vindelev_vej.htm

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/285942:Mennesker–Maleren-paa-kroen

http://www.visitvejle.com/danmark/da-dk/menu/turist/natur/vejle-aadal/produktside/gdk034334/vindelev-kro–galleri.htm

 

 

Comments are closed.