Talsmanden

Talsmanden

v. Anders Tranholm-Bjerg

Jeg var engang til et mindesamvær for en gammel mand, som jeg havde begravet. Der var det særlige ved denne mand, at det var ham, der altid plejede at rejse sig op, når familien var forsamlet, og sige et par velvalgte ord. Han var familiens talsmand, så at sige. Han var vant til at rejse sig op og byde velkommen og sige farvel. Han var toastmaster og konferencier, som guidede selskabet trygt gennem aftenen. Man kunne altid være sikker på, at han diskede op med en tale. Ikke nogen lang roman, men blot et par velvalgte ord. Det var sært, som han altid kunne ramme de rigtige ord, ord som folk kunne huske og tage med hjem.

Nu manglede de ham til mindesamværet. Det var ham, der havde rejst sig op og sagt et par ord, når der var én, der var gået bort, og præsten havde fået sagt det, han skulle sige, henne i kirken. Folk var rådvilde, der var ingen, der turde rejse sig, for det plejede bedstefar jo at gøre. Enken spurgte først præsten, om ikke han ville gøre det. Det syntes han ikke var passende, det måtte være en fra familien. Hun forhørte sig hos sønnen, men han skulle ikke have noget klinket.

Så rejste barnebarnet sig op. Det var en ung knægt, som jeg selv havde konfirmeret i sin tid. Han havde allerede dengang været en temmelig høj og kraftigt bygget fyr. Jeg havde haft mine kontroverser med ham dengang, for han havde krudt i enden, sådan som det nu hører sig til for alderen. Han indgik i den berygtede firebande sammen med tre andre drenge, og de kunne nok holde en ung præst beskæftiget. Læs mere

Jeg havde et blødt punkt for deres drengede charme og deres hang til spilopper. Der var ikke ondt skabt i de drenge, det vidste jeg godt inderst inde. De, på den anden side, respekterede, at jeg skulle markere mit territorium engang imellem. Det var lige som en del af gamet, at de skulle prøver grænser af, og jeg skulle markere, hvor grænsen gik. Det var en ordning, alle var indforståede med, og derfor havde vi det fint med hinanden.

Nu stod han så der, denne tidligere konfirmand. Han var vokset en 10-20 centimeter siden sidst, og hans overarme var velvoksne som et par enorme skinker. På den højre arm havde han en drabelig tatovering. Han var blevet en selverhvervende mand, var blevet uddannet håndværker og havde allerede opnået en betroet stilling i det firma, hvor han var ansat. Han havde store planer, og om et par år ville han formentlig være klar til at tage springet og blive selvstændig. Han havde fået dame på, og næste skridt med familieforøgelse og ægteskab lå formentlig ikke langt ude i fremtiden.

Han slog på glasset, så ud på forsamlingen og sagde: ”Farmor og jeg vil gerne have, at vi synger den første sang på sangarket. Præsten har lovet, at han gerne vil synge for.” Sådan! Mere skulle der ikke til. Bare det, at han turde rejse sig op tale til forsamlingen, det viste mig, at familien havde fået en ny talsmand.

Jeg er meget stolt af min tidligere konfirmand. Jeg er helt sikker på, at vi endnu kun har set en brøkdel af hans potentiale. Næste gang, så rejser han sig op og holder tale. Der er krummer i den knægt, det kan jeg mærke. En dag, så er det ham, der byder velkommen og siger farvel og styrer selskabet sikkert gennem festen. Og når han taler, så er det med de samme få, velvalgte ord som hos hans bedstefar. Og folk vil lytte til ham, lige som de lyttede til bedstefaren. De vil huske hvert eneste ord, han siger, og de vil gemme det i deres hjerte, når de går hjem.

I pinsen hører vi om, hvordan Helligånden kommer til Jorden. Jesus har forladt disciplene, men han sender dem en anden i sit sted: Helligånden, eller Talsmanden, som han også kalder den. Helligånden er noget, som Jesus giver videre til disciplene, når han ikke selv kan være hos dem mere. Det er lidt ligesom når bedstefar går bort. Når den gamle knark ikke længere selv kan være til stede, så er det, som om hans ånd stadigvæk er der. Til mindesamværet føler man, at han er nærværende på en eller anden mærkelig måde. det er jo trods alt ham, man er samlet om. Ånden fra den gamle patriark lever videre, og på ét eller andet tidspunkt er der én eller anden i selskabet, der bliver nødt til at tage handsken op og sige de ord, som bedstefar plejede at sige. Ordene skal jo siges, og nogen skal jo tage ansvaret.

Her i bladet kan man se billederne af årets konfirmander. De ser så unge ud og er vel stadig lige så meget børn som voksne. Men en dag er det en af dem, der skal rejse sig op til familiefesten eller ved mindesamværet og sige et par få velvalgte ord. Når familiens talsmand falder bort, ham som var vant til at byde velkommen og sige farvel, så står der nye generationer klar til at tage over. Måske bliver de nervøse, når dagen er inde. Måske får de sommerfugle i maven og har svært ved at tage ordet. Men jeg er helt sikker på, at de magter opgaven. Helligånden vil fylde dem med kraft og mod, så de får styrken til at sige de forløsende ord. Så derfor: Tag godt imod dem. De er jeres nye Talsmænd.

Artiklen har været bragt i kirkebladet juni 2013.

Comments are closed.