Super Nanny – eller dit kompetent barn

Super Nanny – eller dit kompetente barn?

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Et nyt skoleår er gået i gang – og det må være en anledning til at tale om børn og hvordan vi omgås dem.

For nogle uger siden så jeg en svensk dokumentarudsendelse i TV. Den var lavet af en journalist og småbørnsfar, som havde sat sig for at undersøge, hvordan programmer som ”Super Nanny” har ændret børneopdragelsen. ”Super Nanny” er et meget udbredt program i USA, hvor forældre får vejledning af en coach til at opdrage deres efter sigende umulige børn.

Metoderne i programmet er hårde og kontante: Der bruges skammekrog og ”uden for døren” – teknikker. Her er ingen bløde 68-teknikker, vi er helt tilbage i ”den gamle skole”, hvor målet var kæft, trit og retning.

Super Nanny er ikke noget enestående fænomen. Det er en del af en generel trend imod en mere konservativ børneopdragelse. En trend, som også har ramt Sverige. Programmet dokumenterede, hvordan konservative opdragelsesmetoder langsomt var ved at vinde indpas på svenske skoler. På én skole var en elev blevet bortvist, fordi han nægtede at tage skoene af. Et andet sted havde man indrettet en fængselslignende celle til urolige elever. Elever, der bare så meget som snakkede i timen, måtte en tur i cellen for at tænke over deres synder.

Det var et program, der gav stof til eftertanke. Det gik op for mig, at problemet i super nanny og hendes pædagogik ikke bare er selve metoderne, det er selve den filosofi , der ligger bag.

Barnet bliver set som et uselvstændigt væsen, der skal rettes til efter de voksnes normer. Fokus ligger ikke på at skabe forståelse hos barnet, men kun på at tilpasse barnets adfærd.

Et eksempel: I et afsnit af Super Nanny ser man, hvordan et barn, som bliver sendt i skammekrogen, lærer at det skal sige undskyld for at komme ud af skammekrogen igen. Men barnet forstår ikke, hvorfor det gik galt i situationen, så det endte i skammekrogen.

Det lærer blot, at man skal sige undskyld for at komme ud af skammekrogen igen. Det er en automatreaktion, nærmest som en betinget refleks. Det svarer til at lære en hund at give pote: Giver du pote, får du en kiks, giver du ikke pote, får du ingenting.

Heldigvis er der også mere besindige røster i debatten. Familieterapeuten Jesper Juhl betragter i bogen ”Dit kompetente barn” barnet som et selvstændigt væsen, fuldt af evner og ressourcer. Forældrenes rolle består i at hjælpe barnet til at udvikle dets kompetencer, så det kan blive i stand til at begå sig i verden.

Der er alverden til forskel på de to filosofier, Super Nanny og læren om det kompetente barn. Super Nanny fokuserer på alt det, barnet ikke kan, nemlig at være som de voksne. Juhl fokuserer på det, barnet kan: De kompetencer, som alle børn har, og som skal opelskes og udvikles i samspil med forældrene.

Nogle vil måske bebrejde Juhl for at være en 68’erromantiker, der sætter barnet på en piedestal. Men det er ingenlunde tilfældet. Der er ikke tale om, at forældrene skal føje deres kompetente barn i ét og alt. At barnet er kompetent, vil nemlig også sige, at det er i stand til at håndtere et nej, f.eks. hvis far gerne vil have lov at læse avis og ikke har lyst til at lege.

At betragte sit barn som kompetent vil sige, at man som voksen prøver at tage barnet alvorligt, selv om dets følelser og tanker ikke altid passer ind i de voksnes normer. Kun hvis man forstår barnet til bunds, kan man hjælpe det til at håndtere eventuelle negative følelser på en konstruktiv måde.

Er det Super Nanny eller Jesper Juhl, der har ret? Jeg skal ikke kunne udtale mig om det faglige i sagen, men jeg ved nu godt, hvilken side jeg hælder til. Vi ved jo godt, at børn efterligner deres forældre. Tænk, hvis alle børn kunne lære af deres forældre at lytte og forstå – i stedet for bare at lære at straffe ”forkerte” handlinger med en dertil passende sanktion. Det ville da blive en bedre verden at leve i! Så jeg ville ønske, at det var Jesper Juhl, der havde ret. Måske skal vi bare begynde at behandle vores børn som kompetente mennesker og så se, hvad der sker?

Comments are closed.