Præsten skriver

Stenen i kirken

Af sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

I Bro kirke på Gotland er der indmuret en mærkelig sten i bunden af tårnet. Den aflange sten er lagt på langs i murværket, men egentlig burde den have stået op. På billedfladen ser man fire enkle symboler: Tre cirkler og et skib. Stenen er fra ca. år 400, og cirklerne er formentlig solsymboler, der vidner om solens betydning i den gamle religion fra tiden før kristendommens indførelse på øen.

sten i kirkenMan kan undre sig over, hvordan sådan en sten er havnet i en kirke. Det er jo ikke kristendom, den forkynder. Men alligevel så synes jeg egentlig, den passer meget godt i en kristen kirke. For symbolerne på stenen, dem kender vi jo godt fra kristendommen. Cirklen er et gammelt gudssymbol, fordi den bare går rundt og rundt og dermed symboliserer Guds uendelighed. Tyder vi cirklen som en sol, så er det heller ikke et ukendt fænomen i den kristne forestillingsverden, at solen er et symbol på Gud. Se for eksempel Davids Salme 84, vers 12 hvor der står: For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære.

Vi ved ikke, hvorfor man har indhugget ikke bare én, men hele tre sole i stenen. Men i en kristen sammenhæng giver det god mening, for det svarer jo til treenigheden: Far, Søn og Helligånd. Her skyder jeg nok fortidens billedhuggere noget i skoene, for de havde formentlig ikke begreb skabt om treenigheden. Men de havde alligevel en forståelse for, at den guddommelige sol ikke kan skinne alene, den må have to andre sole til at hjælpe sig.

Skibet på billedet er måske et dødeskib, der skal sejle de døde til Valhal. Skibet kender vi også som et kristent symbol: Det er bare de levendes skib, og ikke et dødeskib. Kirkens største rum kalder vi for kirkeskibet, for det er her vi sidder og kigger i den samme retning, fremad mod alteret, som passagerer på et skib. I mange kirker har man en model af et skib hængende ned fra loftet, ofte skænket af en taknemlig sømand som tak for, at Gud reddede ham fra stormen.

Vi forstår nok symbolerne på billedstenen anderledes, end de gjorde dengang. Men symbolerne siger os stadigvæk noget i dag. Vi kan se på billedstenen, der blev lavet for 1600 år siden, og falde i staver over de former og figurer, som datidens stenhuggere valgte at indridse. Vi kan tænke over, hvad mennesker mon har forbundet med symbolerne dengang. Vi kan lade tankerne flyve og fundere på, hvad symbolerne siger os den dag i dag.

Stenen i kirken minder os om dem, der var her før os. Hvem ved, måske var de ikke så forskellige fra os, som vi går og tror? De var afhængige af solens stråler og regnens vand, for at planterne kunne gro på marken, lige som vi er det i dag. Døden var et vilkår i deres liv, akkurat som i vores. Men de stolede på Guds livgivende kraft, den kraft som de så symboliseret i solen. Den tillid og det håb kan vi nutidsmennesker dele med dem; for vi er også afhængige af, at Gud bestandig giver liv til jorden, gennem solens stråler, skyernes regn og årstidernes vekslen. 


Masker med mening

Af sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

En ny trend har bredt sig inden for Folkekirken: Dåbskluden. Normalt tørres dåbsbarnets hoved af med en hvid stofserviet, men nu er der blevet mulighed for at erstatte stofsdaabsklud 400ervietten med noget mere personligt: Dåbskluden.

Det var sogne- og hospicepræst på Djursland, Ann Maj Lorenzen, der fik idéen i oktober 2016. Hun havde hørt om den populære trend med hjemmelavede karklude, som kan bruges igen og igen, og så kom hun i tanker om, at denne idé måtte kunne overføres til kirken. Ann Maj Lorenzen lavede selv 12 mønstre, der egner sig til dåbsklude, og nu har trenden spredt sig over det ganske land, så der sidder kvinder i 50 strikkeklubber landet over og strikker dåbsklude.

Motiverne kan være meget forskellige. Korset er naturligvis svært at komme uden om som motiv. Der kan også gøres plads til, at barnets navn kan broderes ind i den hvide klude med farvet tråd. Et motiv, som har en særlig aktualitet her i 500 året for reformationens start, er Lutherrosen, Martin Luthers personlige segl fra 1530. Heri indgår bl.a. hjertet som symbol på liv og kærlighed, og rosen som repræsenterer glæde og fred.

Og hvad er så formålet med dåbskluden, kunne man spørge? Tanken er, at barnet får et minde for livet i form af en klud, der har været brugt ved dets egen dåb. Kluden fortæller en historie, nemlig historien om dengang, da DU blev døbt. Derfor kan dåbskluden være en konkret anledning til at snakke dåb med barnet, når han eller hun er blevet gammel nok. Man kan også tale om motiverne på kluden og udlægge deres betydning for barnet.

Her får lille Alma tørret sit hoved med dåbskluden. Foto: Heidi Kjærsgaard Nielsen

Her får lille Alma tørret sit hoved med dåbskluden. Foto: Heidi Kjærsgaard Nielsen

I vores lille pastorat tog vi hul på trenden, da der var barnedåb i Døstrup kirke lørdag 6. maj. Her fik lille Alma lov til, som den første i pastoratet, at få en dåbsklud med som gave. Det er medlem af menighedsrådet Jette Søndergård, som er leveringsdygtig i dåbsklude, men jeg har hørt i min øresnegl, at hun gerne vil deleopskriften med andre. Måske var det et projekt for strikkeklubben, når de starter sæsonen op igen til efteråret? Vi håber i hvert fald, at vi har fået startet en god tradition, som kan sætte gang i mange gode snakke ude omkring i de små hjem.

Forhåbentlig er der mange venlige, strikkende sjæle, som har lyst til at hjælpe med at føre traditionen videre. Vil du vide mere om dåbsklude, så læs artiklen på Folkekirken.dk: ”Dåbsbarnet får hjemmestrikket klud”. Du kan også gå ind på facebookgruppen ”Vi strikker dåbs-. klude” eller facebooksiden ”Dåbskluden”.


 

Reformationsjubilæum 2017

Af sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

I 1517 slog den tyske munk Martin Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Teserne indeholdt forslag til, hvordan kirkens lære skulle korrigeres, så den kom mere i overensstemmelse med det, som Jesus oprindelig havde sagt og ment. Sådan blev det dog ikke opfattet hos paven i Rom. Paven så teserne som et åbent angreb på kirkens lære, og en hård kamp gik i gang mellem Luthers tilhængere og pavekirken i Rom. Reformationen var blevet skudt i gang.

Da krudtrøgen havde lagt sig mange år efter, så man konturerne af en ny verdensorden: Landene i det sydlige Europa var stadig under pavens åndelige herredømme. Men hele det nordlige Europa havde skilt sig ud: Nordtyskland og de skandinaviske lande var blevet lutheranere, hollænderne var blevet reformerte, og englænderne gik som sædvanligt deres egne veje og skabte deres egen kirke, den anglikanske.

Det var således lidt af en lavine, Luther satte i gang. Hvis jeg skal sige med mine egne ord, hvad Luther ønskede, så var det at gøre kristendommen enkel og nærværende for menigmand. Bibelen skulle oversættes til modersmålet, så alle kunne forstå den. Hele den katolske kirkes komplicerede bodslære skulle smides på lossepladsen. Der skulle ikke længere sælges afladsbreve eller relikvier. Der skulle luges ud i kirkens struktur, klostrene skulle lukkes og paven og hans kardinaler sendes på pension.

Jeg ved ikke helt, hvor godt det gik med at rydde op i kirkens struktur. Vi kom godt nok af med paven og kardinalerne, men den dag i dag kan det folkekirkelige bureaukrati virke frygtindgydende for mange. Ude i menighedsrådene kan det ofte være svært at finde ud af, hvem der i grunden bestemmer hvad. Men sådan er det med bureaukrati, det har en tendens til at vokse sig større og større, uanset hvad man gør.

Så gik det straks bedre med at gøre kristendommen tilgængelig for alle. Luther oversatte selv bibelen til tysk, og her i Danmark fik vi Christian III’s danske bibel allerede i 1550. Der blev sat ind med en massiv pædagogisk indsats med undervisning i Dr. Martin Luthers lille katekismus, der indeholdt alle de vigtigste ting, et kristent menneske havde brug for at vide ifølge den store reformator. De latinske salmer blev skiftet ud med nye på modersmålet, og Luther selv satte gang i en salmeproduktion, der lagde kimen til vor egen fornemme tradition med digtere som Brorson, Kingo, Grundtvig og Ingemann. Også salmerne var en måde at formidle kristendom på.

At det ikke står helt så godt til med kristendomskundskaberne, som man kunne håbe, fik jeg dog forleden et eksempel på. I et antikprogram, som jeg så på TV, havde en mand fundet en gammel bog, som han mente måtte være en satanistisk bibel. Der stod nemlig ”nedfaret til helvede”, og det, mente manden, måtte være udtryk for den rene og skære satanisme. Havde han nu kunnet huske lidt af sin kristne børnelærdom, ville han have vidst, at ordene var en del af trosbekendelsen. I dag siger vi godt nok ”nedfaret til dødsriget”, men betydningen er den samme. Det har i hvert fald ikke noget med satanisme at gøre.

Der er altså fortsat behov for at oplyse om kristendom. Men der er også god grund til at fejre den begivenhed, der mere end nogen anden har præget kristendommen på dansk grund, nemlig reformationen. Mariagerfjord kirkehøjskole har allerede startet sin foredragsrække med fokus på Luther, og til januar kommer der en stor fælles Lutherfejring i Mariager kirke. Derudover kommer der et væld af store og små begivenheder ude i sognene, som er arrangeret af de lokale menigheder. Arrangementerne rækker fra foredrag over jazzmusik til lagkagespisning.

Der vil blive fremstillet en fælles folder for hele provstiet, hvor man kan få overblik over de mange arrangementer i anledningen af reformationsjubilæet 2017. Folderen vil blive lagt frem i kirker, i sognegårde, på biblioteker og mange andre steder, hvor der kommer folk forbi. Jeg vil også gerne opfordre dig til at holde øje med dit sogns hjemmeside og med dagspressen. Der skal nok være noget for enhver smag. Med disse ord vil jeg ønske jer alle et glædeligt reformationsjubilæum i 2017.

Publiceret december 2016

Kunsten at bestige et bjerg

Af sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Denne sommer havde jeg fornøjelsen af at indlede min karriere som bjergbestiger. Med undtagelse af et par besøg på Himmelbjerget havde jeg endnu til gode at tjene mine sporer inden for denne ædle disciplin. Men nu skulle det være! Vi var taget til Wales i sommerferien, og hvad kunne da være mere passende end at bestige Storbritanniens højeste bjerg, Mount Snowdon, som tilfældigvis ligger i Wales. Tilmed boede vi i udkanten af den nationalpark, som er opkaldt efter det berømte bjerg og lyder navnet: Snowdonia, så afstanden var overkommelig.

Afstanden hen til bjergets fod, javel. Men så var der jo lige afstanden fra parkeringspladsen og op til bjergets top. Hvordan skal man måle den? Det er ikke nok at måle længden, nej, hvis man vil have det fulde indtryk af de strabadser, som turen indebærer, skal man tælle stigningen med. Jo stejlere stigning, des langsommere går det. Hvis stigningen er meget brat, kan det tage lang tid at forcere selv kortere afstande.

Der findes forskellige ruter af varierende sværhedsgrad, som fører op til Mount Snowdons tinde. Som bjergbestiger hører jeg til de dovne, så jeg tog selvfølgelig den letteste. Det nederste stykke var asfalteret, så jeg blev forledt til at tro, at de havde asfalteret hele vejen derop. Jeg blev dog hurtigt klogere. Efter et kort stykke skulle man dreje fra og følge en stenet sti. Til gengæld var stien særdeles behagelig, idet stigningen var jævnet ud over en lang strækning.

Vi kom hurtigt op i bjergrigt terræn. ”Er vi der allerede?” tænkte jeg, da den første bjergtinde dukkede op foran mig. Det viste sig dog blot at være en mindre tinde på vejen mod det sagnomspundne Mount Snowdon. Her lærte jeg en vigtig ting om bjerge: Står man langt væk, kan man se det højeste bjerg rage op over sine mindre medsøstre. Står man tæt på, kan man ikke se bjerget, fordi de mindre tinder rager op foran det. Man kan altså stå helt tæt på sine drømmes mål uden at kunne se det. Omvendt så ser man klarere, når tingene kommer lidt på afstand. Mon ikke det også forholder sig sådan i andre af livets forhold?

Turen op til bjerget foregik for det meste ad en jævnt stigende vej. Men på det sidste stykke blev det pludselig stejlt. Og ikke nok med det, omgivelserne blev også mere faretruende, jo højere, man kom op. På det stejleste sted gik man langs en stejl skrænt fuld af løse småsten. Her havde flere bjergbestigere mistet livet, læste jeg mig til. Det sidste stykke gik stien på en smal bjergkam med bratte fald til begge sider. Men nu var jeg optændt af en hellige ild, da målet var ved at være inden for rækkevidde, og skyede ingen fare.

Man regner med, at udsigten fra et bjerg må være fantastisk. Det er vel én af grundene til, at man går derop? Men det første, vi så fra toppen af Mount Snowdon, var: Skyer. Vi havde bevæget os så langt op i de øvre luftlag, at vi var kommet derop, hvor skyerne lå. Og herfra er udsigten begrænset, skulle jeg hilse og sige. Og dog: For fra toppen af bjerget kan man se skyerne oppefra og ikke nedefra, som vi er vant til. Det er en ganske særlig oplevelse. Venter man længe nok, driver skyerne forbi og åbner for et storslået panorama af bjerge, dale, marker og hav.

Jeg var således ret tilfreds med mig selv, da jeg havde nået toppen. At der ikke var tale om nogen heltedåd, kunne man dog forvisse sig om ved et blik på mine medvandrere, som for en stor dels vedkommende bestod af hundeluftere og børnefamilier. Ja, det er sandt, jeg så børn på 7-8 år, som havde klaret turen på deres egne små ben. Og blandt hundeejerne regnes det åbenbart for en almindelig søndagstur at tage hunden med på bjergbestigning. Mount Snowdon må nok regnes til begynderkategorien for bjergbestigere. Men man skal jo starte et sted.

Hvad har jeg så fået ud af at bestige et bjerg? ”Står på en alpetop, hvad fa’en sku’ jeg egentlig dér”, synger Shubidua. Og det er jo et godt spørgsmål, for livet leves ikke oppe på bjergtoppen, men ende i dalen. Uanset hvor imponerende udsigten er fra bjergets tinde, så kalder hverdagen, og man skal ned igen.

Hvordan er det så at komme tilbage til lavlandet efter at have besteget et bjerg? Står jeg som Moses med Lovens tavler, fuld af ny visdom fra højeste sted, klar til at lede mine medmennesker på rette vej? Næppe. Hverdagen er lige så krævende som før, det er de samme arbejdsopgaver der skal laves, de samme krav der stilles, de samme vanskeligheder der skal overvindes. Bjergbestigningen var kun et afbræk i en hverdag, som er fuld af modstridende krav, svære opgaver og deadlines der skal overholdes.

Lavlandet har også sine bjerge, som skal bestiges. De ser måske ikke lige så imponerende ud som Mount Snowdon, men de kan være mindst lige så krævende. Én ting har jeg dog lært af min karriere som bjergbestiger: Når du står over for et bjerg, som skal bestiges, skal du jævne stigningen ud. Lad være med at tage den korte vej, hvis stigningen er stejl. Tag hellere den lange vej med den jævne stigning, selv om den ser længere ud på kortet. Så kan det være, at bentøjet holder lidt længere.

Med disse ord vil jeg ønske alle i menigheden velkommen tilbage fra ferien og held og lykke med de bjerge, som I hver især skal bestige i den kommende tid. atb


Efter festen

v/sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Konfirmationerne er overstået og dermed også en stor begivenhed i mange unge menneskers liv. Mange forberedelser er gået forud, og mange mennesker har været involveret, hvad enten man har holdt festen inden for egne rammer eller i lejede lokaler. I flere måneder, ja for nogle i flere år, er der blevet lagt planer for den store dag, lavet gæstelister, bestilt menuer, arrangeret borddækning, købt konfirmationskjoler og andendagstøj, skrevet sange og taler.

Nu er det hele forbi, festen er ovre, alle de mange forberedelser er kulmineret i en dag, som forhåbentlig har artet sig til alles tilfredshed. Traditionelt forlænges konfirmationsfesten med blå mandag, hvor de unge får fri fra skolen mandagen efter konfirmationen og har en festlig dag sammen, hvor nogle af konfirmationspengene kan få penge at gå på. Men så er det også slut. Festen er forbi, konfirmationskjolen puttes i skabet for aldrig at blive brugt igen.

Man kan sammenligne det med et bord, der er dækket til fest: Der er sat bordkort frem, hvor den enkeltes navn er skrevet med sirlige bogstaver. Servietterne er foldet i vifteform. Der er blomster på bordet. Alt er lagt til rette: Tallerkner, glas og bestik. Når festen går i gang, går glansen efterhånden af det fine bord: Servietterne bliver taget i brug, bordet bliver fyldt med papirer, efterhånden som fællessangene bliver delt rundt, der kommer rødvinspletter på dugen, blomsterne falder og så videre. Når gæsterne er gået, er det fine bord i en temmelig miserabel forfatning.

En blanding af sangblade og beskidte servietter venter på at blive samlet ind sammen med det beskidte service. Dugen skal vaskes og gulvet skal fejes. Det er blevet hverdag igen.

I kirken har vi et andet ord for hverdag. Vi kalder den for Trinitatis. Trinitatistiden, det er den tid der går fra pinse til advent. Det er en tid uden kirkelige højtider, så derfor kalder man den for kirkens hverdag. Trinitatis, det er den tid på året, hvor glansen er gået af det fine festbord, gæsterne er gået, dugen er plettet, og tallerknerne beskidte.

Normalt siger man, at hverdagen er grå. Men i kirkeårets kalender er trinitatistiden grøn. Trinitatistid er væksttid. Det er her, vi bearbejder de gode minder fra festen og nye idéer kan spire frem på fundamentet af den tid, som er forbi. Det er nu, vi skal bruge alle de gode ting, vi har lært i løbet af kirkens højtider: Jul, påske og pinse. Hvis vi er bare en lille smule opmærksomme, vil vi opdage, at festen ikke er forbi, selv om vi er gået ind i kirkens hverdagstid. Hverdagen er fuld af mirakler.

Den tyske forfatter Lutz Seiler fortæller i romanen Kruso om en flok mennesker, der arbejder sommeren over på et badehotel på en ø ved den tyske Østersøkyst. Arbejdet er hårdt, der skal løbes stærkt for at betjene alle de mange gæster, som kommer væltende ved spisetid. Opvasken foregår i hånden, pladsforholdene er små og restauranten underbemandet. Når arbejdspresset er hårdest, opstår der konflikter mellem de ansatte, mange får stress og må dulme nerverne med alkohol.

Men om aftenen sidder de på hotellets terrasse og kigger ud over havet og fyrreplantagen. Efterhånden som solen synker længere og længere ned, ser det ud, som om fyrreskoven gløder. Tilsidst er det, som om træerne suger lyset til sig og barken gemmer på solens sidste glød. For en stund glemmer alle dagens ubehageligheder og bliver suget ind i et magisk øjeblik.

Naturens skønhed lokker den poetiske åre frem i de tilstedeværende: ”Hvorfor er lyset fra fyrretræerne så godt for øjnene?” spørger tjeneren og svarer selv: ”Fordi det er fyrretræernes sjæl, der lyser”. ”Den er beslægtet med vores”, tilføjer opvaskeren, ”sådan som man kan se det på de store mestres billeder”. ”Nu går jeg ind og sætter kartofler over til i morgen!” siger kokken. Og så er den diskussion forbi.

Fest og hverdag væver sig ind i hinanden i denne lille fortælling, sådan som det også sker i vores liv. Når festen er forbi, starter hverdagen igen. Men festen kan bryde ind i hverdagen som aftensolen, der får fyrretræerne til at gløde. Vi kan møde et magisk øjeblik midt i hverdagen, bedst som vi troede, at festen var forbi. Men heller ikke det magiske øjeblik varer ved, det er kun et glimt, vi ser, inden hverdagen går videre igen. Kartoflerne skal sættes over, uanset hvor smuk solnedgangen er.

Hverdag og fest væver sig ind og ud mellem hinanden. Begge er en nødvendig del af livet, der skal både kartofler og strålende solnedgange til, før livet er værd at leve. Det er hverdagen, der fylder størstedelen af vores liv. Men festen er ikke forbi, selv om gæsterne er gået og oprydningen venter. Miraklerne kan stadig ske når vi mindst af alt venter det.

Publiceret maj 2016

Livet som kunstværk

Det er titlen på en biografi om den store tyske forfatter, Thomas Mann, skrevet af Hermann Kurzke på baggrund af forfatterens dagbøger. Som titlen antyder, er livet og kunsten tæt sammenvævet for Manns vedkommende. Han ønskede ikke blot at skabe perfekte kunstværker i form af sine romaner og noveller, nej, han ønskede også at hans liv skulle være smukt som et kunstværk. Hvad det vil sige, får man et indblik i ved at følge hans livshistorie:

Thomas Manns liv var på ingen måde let. Han var umulig i skolen og nåede end ikke at tage en studentereksamen. Familiens økonomiske kår ændrede sig brat til det værre, da hans far døde ung, og familien måtte flytte til München. Men Thomas kunne skrive, og med romanen Buddenbrooks fik han sit gennembrud.

Thomas ragede uklar med sin bror, Heinrich, som også var forfatter, da 1. verdenskrig brød ud. Thomas var tilhænger af krigen, Heinrich modstander. Selv da Thomas senere reviderede sin opfattelse, faldt det ham svært at indrømme, at broren hele tiden havde haft ret.

Da nazisterne meldte deres ankomst i mellemkrigstiden, var Thomas en af de første til at råbe vagt i gevær. I taler og artikler kritiserede han nazismen, som han opfattede som en moderne form for barbari, der forrådte den tyske kultur.

Da han i 1936 kritiserede Hitlers yndlingskomponist, Richard Wagner, var det sket: Thomas Mann blev forvist fra Tyskland og måtte gå i eksil. Under 2. verdenskrig flygtede han sammen med mange af sine tyske forfatter- og kunstnerkolleger til USA.

I byen Los Angeles opstod efterhånden en hel koloni af tyske intellektuelle på flugt fra Hitler. Herfra fortsatte Mann sin kritik af nazisterne i flere taler, som blev holdt i radioen og sendt til Europa. Om tilværelsen i eksil udtalte han de berømte ord: Hvor jeg er, der er Tyskland. Nazisterne havde ødelagt det Tyskland, som Mann kendte. Men det Tyskland, han bar i sin sjæl, kunne de ikke få ram på.

I USA kom Thomas tættere på sin bror, Heinrich, som han i mellemtiden havde forsonet sig med. Forsoningen var kommet i stand så meget desto lettere, som de nu politisk var mere på bølgelængde med hinanden.

Heinrich og Thomas boede stort set dør om dør i Los Angeles, men under meget forskellige forhold. Storebror Heinrich havde ikke haft den samme litterære succes som sin feterede lillebror, og hans økonomi var meget dårlig. Dertil kom, at hans kone var blevet alkoholiker. Thomas Mann gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe sin bror, som levede under så svære forhold. Han inviterede ham tit på middag i sit hjem, selv om Thomases kone Katia ikke just så frem til mødet med Heinrichs alkoholiserede ægtefælle.

Efter krigen flyttede Thomas tilbage til Europa. Ikke til Tyskland, men til Schweiz. Det Tyskland, som han kendte, eksisterede ikke mere. Desuden var han blevet en omstridt person i landet, fordi han så aktivt havde støttet de allieredes indsats. Man så ham som en hykler, der havde slikket sol i Californien, mens hans landsmænd måtte lide under de allieredes luftangreb. Derfor ønskede Mann ikke at bosætte sig i Tyskland, men han nåede dog at besøge landet et par gange, inden han døde i 1955.

Mann accepterede aldrig delingen af Tyskland efter krigen. Da hjemlandet trods alt insisterede på at hædre ham med en pris for hans forfatterskab, insisterede han på at besøge både Vest- og Østtyskland. Således forblev han politisk kontroversiel lige til det sidste.

Var Thomas Manns liv et kunstværk, sådan som det her er blevet ridset op? I så fald ligner det nok mere et abstrakt maleri med malerklatter spredt ud over det hele. Det er ikke et harmonisk hele, der tegner sig, men et liv præget af opbrud og konflikter.

Der er vel næppe noget menneskes liv, som kan kaldes et kunstværk. Ikke hvis man med et kunstværk forstår en perfekt helhed, hvor hver eneste del passer sammen. Vores liv er flosset i kanten, vi får både pletter på tøjet og ridser i lakken takket være de forkerte valg, som vi træffer og den modgang, vi møder.

Men skønt livet ikke er perfekt, så har det dog en betydning, hvilke værdier, vi baserer livet på. Det bliver vi mindet om her til påske, hvor det er Jesu liv, det gælder. Hans liv var langtfra perfekt. Det var fyldt med lidelse og gru, sorg og modgang.

Men der var også meget godt i det liv: Kærlighed, opofrelse, barmhjertighed. Det var de værdier, han levede på lige til den bitre ende. Derfor var hans liv ikke kun tragisk. Det var også smukt, fordi han baserede sit liv på noget, der var større end ham selv. Jesus levede ikke af sine egne ambitioner. Han levede af Guds kærlighed.

Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden at sige, at Thomas Mann baserede sit liv på kristendommen. Han var meget skeptisk over for kristendommens rolle i den moderne verden, og de præster, der optræder i hans romaner, har næsten altid et komisk eller endda dæmonisk skær over sig.

Men han baserede sit liv på noget, der var større end ham selv. Der var visse idealer, han ikke ville forråde, såsom respekten for det enkelte menneskes frihed og værdighed. Disse idealer stod han ved, og det kostede ham i en vis forstand hans fædreland. Derfor er hans liv på én gang tragisk og smukt.

Dette at være forankret i noget, der er større end os selv, det er noget, som kristendommen kan tale med om. Vi er forankret i Gud gennem hans søn, Jesus Kristus. Lige som hans er heller ikke vort liv perfekt. Det er ikke altid, vi kan se meningen med det. Men vi kan tro på, at Gud alligevel har skabt en form for mening i vores liv. Ja, hvem ved: Måske er Gud som en kunstner, der har tegnet vort liv i et mønster, vi endnu ikke kan se, men som først skal åbenbares for os på den yderste dag.

Sognepræst Anders Tranholm-Bjerg


Julen er musikkens fest

v/sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Normalt siger man, at julen er hjerternes fest. Men at julen er musikkens fest, det er mindst lige så rigtigt. Hvem kan forestille sig en jul uden julemusik? Musikken er en umistelig del af julen, lige fra ”På loftet sidder nissen” til Händels ”Messias”. Julen ville ikke være det samme uden den. Musikken spiller en rolle i julen i mange forskellige sammenhænge. Vi synger, når vi går om juletræet. Vi hører julemusik i radioen. Vi synger salmer i kirken d. 24. december. Måske benytter vi os også af julens mange musikalske tilbud og går til julekoncert: Engelske Christmas Carols, danske julehits, Händels ”Messias” – tilbuddene er mange.

Det er ikke tilfældigt, at julen er musikkens fest, for også bibelens julefortælling er fuld af musik. Da Jesusbarnet var blevet født i stalden i Betlehem, blev hyrderne ude på marken mødt af et helt kor af enge, som sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Lige siden den dag, har sangen og musik været en uundværlig del af julefejringen.

I øvrigt er engle meget musikalske. På gamle billeder af engle ser man dem ofte med instrumenter i hånden såsom violin, harpe, trompet og basun (deraf udtrykket: En basunengel). Engle kan altså ikke bare synge, men også spille. Det er faktisk helt nødvendigt for en engel at være musikalsk, for englene skal jo deltage i den evige lovsang til Guds ære. Det var et lille glimt af den lovsang, som hyrderne fik at høre julenat.

Når nu musikken er så stor en del af julen, så er det nærliggende at spørge: Hvad er det, som musikken kan? Svaret er helt enkelt: Musikken bringer mennesker sammen. Det ved enhver, som har været til landskamp og skrålet med på nationalsangen sammen med tusindvis af andre tilskuere. Eller den der har været i kirke juleaften og mærket taget løfte sig ved ”Et barn er født i Betlehem”. Fællesskabsfølelsen mellem mennesker, der synger sammen, er noget ganske enestående. Det kan ikke beskrives i ord, men skal ganske enkelt opleves.

Men det er ikke bare som fællessang, musikken kan bringe mennesker sammen. En søndag i november blev jeg endnu engang belært om, hvor fantastisk musikken er til at skabe fællesskab. Vi havde koncert i Døstrup kirke med elever fra Mariagerfjord Kulturskole. Her optrådte eleverne i alle mulige konstellationer: Spillemandsgruppen ”De gode mænd” fra Mariager, en cellotrio, kulturskolens klassiske sammenspilshold, klassiske sangere med akkompagnement af klaver eller orkester, en lille trio med tre piger på violin og klaver.

Alle aldersgrupper var repræsenteret, her var børn, unge, voksne og gamle samlet i én pærevælling. Alle havde noget at bidrage med, hvadenten det var på klaver, violin, cello, fløjte, bas eller sang. Vi, der sad på bænkene, var dybt bevæget over det, som alle disse mennesker kunne udrette i fællesskab. Til allersidst blev alle kræfter forenet i den smukke årstidssalme ”Dybt hælder året i sin gang”, der blev sunget som fællessang. Her var alle i kirken forenet, både de optrædende og publikum. Et fornemt punktum for en vellykket koncert.

Musik bringer mennesker sammen, og det er vel også det, som julen handler om: I julenat blev mennesker af mange forskellige slags bragt sammen i den lille stald i Betlehem: Maria, Josef og det lille Jesusbarn fik selskab af både hyrder, engle og vise mænd. Ja, selv dyrene var med i stalden, hvor oksen og æslet stod og tyggede drøv.

Julen bringer os sammen om juletræet, når vi synger de gode gamle sange. Julen bringer os sammen, når familien samles fra nær og fjern enten juleaften eller til de følgende dages mange julefrokoster. Julen samler os henne i kirken, når vi skråler med på ”Et barn er født i Betlehem” og lytter til juleevangeliet.

Julen er musikkens fest. Lad os derfor synge og spille julebudskabet ud, så ingen skal være i tvivl om, at en frelser er kommet til jorden. Glædelig jul!

Lagt på hjemmesiden december 2015


En sten i Bretagne

v/sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Bretagne er kendt for sine mange fortidsminder fra stenalderen: Jættestuer, stensætninger samt ikke mindst de berømte bautasten, som vi kender fra Asterix og Obelix. Bautasten hedder på keltisk ”menhir” og betyder en høj, opretstående sten, som er rejst af menneskehånd. Det er dunkelt, hvad formålet med disse sten har været, men at de har tjent en eller anden form for religiøst formål, er en nærliggende tanke. De har for det meste fået en iøjnefaldende placering, hvorfra de kan ses videnom.

Dette gælder ikke mindst den berømte sten fra St. Uzec i det nordvestlige Bretagne. Stenen er placeret højt oppe på en bakke, på en skråning ned mod en dal. Ikke mindst fra højderyggen på den anden side af dalen udgør stenen et imponerende syn. Den står der som en spids meteor, rammet ned i den bløde muld, hvorfra den står og stirrer majestætisk ud over landskabet til evig tid.

bretagne2Man kan jo prøve at forestille sig, hvilke kræfter det har krævet at rejse den vældige sten med stenalderens primitive redskaber. Først har man skullet slæbe den fra stenbruddet, hvor den er udhugget. Det har formentlig foregået på ruller i form af træstammer. Så skulle den rejses oppe på bakken. Det har krævet minutiøs planlægning og fremragende ingeniørkunst at få lavet et fundament så stabilt, at stenen kunne blive stående uden at rokke sig en tomme.

Mon ikke den høvding, som har stået i spidsen for den organisatoriske indsats, der lå bag rejsningen af stenen, har stået tilbage med en følelse af triumf, da værket endelig var fuldbragt? Ja, mon ikke hele stammen har rejst hovedet i selvfølelse og følt en umådelig stolthed over den store sten, som de har rejst? Jeg tror det. Stenen er en kraftpræstation, et symbol på en svunden tids storhed.

Men historien om stenen fra St. Uzec slutter ikke her. Stenen var næppe blevet så berømt, hvis ikke den havde båret mærkerne efter en senere tids religion. I 1600-tallet besluttede den lokale sognepræst sig for at kristianisere dette symbol på fortidens hedenskab: Der blev anbragt et kors på toppen af stenen, og på den øverste del blev der indhugget kristne symboler. Nu står stenen der som et vidne om, hvordan man i kristendommen har gjort genbrug af gamle hedenske elementer ved at tilpasse dem til sit eget formål.

Man kunne hævde, at det er synd for de sagesløse stenaldermennesker, at deres stolte bautasten er blevet gjort til redskab i anden religions tjeneste. Ja, man kunne sågar mene, at den senere udsmykning af stenen er et udtryk for kristen imperialisme. Men læg nu mærke til, hvad det er for symboler, som er hugget ind i stenen: Øverst står korset, som er et tegn på Jesu lidelse og død. Nedenunder er det Jesu marterredskaber, der er hugget ind i stenen, dvs. de redskaber, som Jesus blev pint med i forbindelse med korsfæstelsen: Pisk, hammer, nagler etc.

De kristne symboler: Korset og torturredskaberne, udgør en kommentar til stenaldermenneskenes vældige sten. Stenen er et tegn på styrke og kraft, og som sådan har den stået siden stenalderen og vidnet om en kraft så stor, at den udgår fra guderne selv. Men livet er også andet end kraftudfoldelse og vældige præstationer. Der er også noget her i livet, der hedder lidelse, og den kommer til os alle på et eller andet tidspunkt. Sygdom og død er også en del af den verden, vi lever i.

Det er dejligt, at menneskene kan udrette store ting såsom at rejse store sten og bygge storebæltsbroer. Livet er pragtfuldt, og vi skal glæde os over det, så længe vi kan. Men når mørket kommer og vores kræfter slipper op, så har vi brug for andet og mere end mægtige kraftudfoldelser. Så er det kærlighed og medfølelse, vi trænger til.

Det er det, som Jesus bringer os. Hans magt udfolder sig ikke i vældige kraftpræstationer, men i svaghed. Han kender den lidelse, som menneskelivet rummer, for han har selv mærket den på sin egen krop. Derfor er der ingen svaghed, ingen ufuldkommenhed der er ham fremmed. Han vedkender sig også det menneske, som ikke er istand til at rejse vældige bautasten, ja, som knap nok formår at holde sig selv oprejst. Han skammer sig ikke over den svage, men står den svage bi i medfølelse og kærlighed.

Som stenen i St. Uzec står der i dag med alle sine kristne symboler, så er det som om Jesus siger til os oppe fra det kors, der troner øverst på stenen: Kære mennesker, rejs I bare jeres bautasten og brug jeres kræfter alt det, I kan. Men husk, at når kræfterne ebber ud og livet bliver svært, så er det mig, I har brug for!


Prædikener til årets konfirmander

Her bringes de to prædikener, som Anders Tranholm-Bjerg holdt ved konfirmationerne 1. maj og 3. maj.

St. Bededag 1. Maj

Kære konfirmander og jeres familier. Dagen i dag er en festdag. Jeg tænker selvfølgelig på, at det er arbejdernes kampdag, d. 1. maj. Men også lidt på, at det er jeres konfirmation. Men faktisk er det slet ikke dagen i dag jeg vil tale om. Jeg vil tale om en anden meget vigtig dag, som kommer lige om lidt: Det er d. 5. maj, dagen for Danmarks befrielse under 2. verdenskrig. I år er det faktisk 70-året for befrielsen. Det er stort.

Når vi skal fejre befrielsesdagen i år, så er der også en ting, som vi skal huske på, som ikke er så glædelig. Vi er nødt til at være ærlige omkring vores historie. Jeg tænker på ”de sidste dages hellige”. Har I nogensinde hørt om dem? Så skal I høre her:

Da Danmark blev besat, bestemte politikerne, at vi skulle samarbejde med tyskerne for at undgå, at landet blev ødelagt af krigen. Men der var nogle få mennesker, som gjorde modstand. Det er dem, vi kalder for modstandsfolk eller frihedskæmpere. Det var farligt at være frihedskæmper. Man risikerede at komme i fængsel, ja, mange af dem blev slået ihjel af tyskerne. Derfor var der ikke ret mange, der turde at være med.

Men da krigen var ved at være slut, var der lige pludselig en masse, der havde lyst til at være frihedskæmpere. Det er dem, vi kalder ”de sidste dages hellige”. Nu hvor tyskerne var ved at tabe, var det ikke så farligt at være med i modstandsbevægelsen længere, tænkte mange. Og så var det jo altid godt at være på den rigtige side, når krigen sluttede. Modstandsbevægelsen voksede helt vildt i krigens sidste fire måneder: D. 1. januar 1945 regner man med, at der var 20.000 frihedskæmpere. D. 1. maj var der 50.000.

Da Danmark blev befriet af englænderne, gik frihedskæmperne stolt rundt i gaderne med deres geværer og fine uniformer. Mange af dem havde kun været med i få uger, ja, dage. Alligevel var de så stolte, at de ikke var til at skyde igennem. Pigerne var helt vilde med dem, fordi de troede, at de var rigtige frihedskæmpere, og ikke bare ”de sidste dages hellige”. Man kan sige, at ”de sidste dages hellige” tog æren for det, som englænderne og de rigtige modstandsfolk havde udrettet.

Men det er ikke det værste. Det værste er, at for at vise, at man var på den rigtige side, så gik man efter alle dem, der havde haft noget at gøre med tyskerne. Folk der havde handlet med tyskerne, blev straffet, selv om det ikke havde været forbudt at handle med tyskerne under besættelsen. Piger, som havde været kærester med tyske soldater, blev drevet sammen som kvæg, sat op på åbne lastvogne og kørt gennem byerne, sådan at folket kunne råbe ad dem og spytte på dem. Mange af dem fik håret klippet af, så man kunne se, at man havde at gøre med en rigtig ”tyskertøs”.

Normalt er det ikke i orden at tage æren for noget, som andre har gjort. Normalt er det heller ikke i orden at klippe håret af folk og spytte på dem og råbe ad dem. Ikke desto mindre, så var det nogle af de ting, som også skete i forbindelse med befrielsen.

Vi kalder det for hykleri: Det her med, at man pudser glorien og tager æren for det, andre har gjort. Eller at man påstår, at man kæmper for en god sag, samtidig med, at man behandler andre mennesker dårligt. Hykleri, det er, at man gør sig bedre, end man er.

For 2.000 år siden levede der en mand, som hed Johannes Døber. Mange mennesker kom ud til ham for at bekende deres synder og blive døbt i Jordanfloden. En dag kom der nogen, som Johannes ikke brød sig om. Det er dem, vi kalder for farisæere og saddukæere. Det var nogle mennesker, der lod som om, de var meget fromme uden at være det. De gik og sagde alle de rigtige ting, men de tænkte kun på sig selv og hjalp ikke andre mennesker. De var lidt lige som ”de sidste dages hellige”: Lam uden på, men ulve indeni.

Johannes blev så sur over at se de mennesker, at han skældte dem huden fuld. I hyklere, hvor vover I at komme herud til mig for at blive døbt, sagde han. I hører slet ikke til her blandt fromme folk, som er virkelig kede af de onde ting, de har gjort. Lav jeres livsstil om og begynd at tænke på andre mennesker i stedet for jer selv, så kan vi tale om det. Og så tog han en stor kæp og jog dem tilbage til Jerusalem.

Nu er det heldigvis sådan i dag, at man ikke skal gøre en hel masse gode ting for at få lov til at blive døbt. I dag bliver de fleste døbt som spæde, og det er I også blevet. Dåben er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til, den er en gave. Men derfor kan man alligevel godt sige, at dåben forpligter. I dåben får man Gud som far og Jesus som bror. Derfor er man forpligtet over for dem, lige som man er over for sin familie og sine venner. Og Gud og Jesus, de mener lidt det samme som Johannes Døber. De mener, at man skal lade være med at gøre sig bedre, end man er.

Det er jo en mærkelig ting, det her med, at man kommer til at prale og gøre sig selv bedre, end man er. Det sjove er, at det ikke er alle mennesker, man gør det overfor. Der er nogle mennesker, som man gerne vil imponere. Kammeraterne måske. Eller en pige. Men det sjove er, at der også er nogle mennesker, man ikke behøver at imponere. Mennesker der kender én så godt, at alt det der med status ikke betyder noget. Det er måske de mennesker, der holder allermest af én: Dem man ikke behøver at spille en rolle overfor. Dem der bare tager én, som man er.

Det kan være en stor frihed, at man ikke behøver at gøre sig bedre, end man er. Det er den frihed, I oplever, når I er sammen med nogen, der holder rigtig meget af jer. Det er også den frihed, I oplever i forhold til Gud. Over for ham kan vi slet ikke gøre os bedre end vi er, det kender han os alt for godt til. Men det behøver vi heller ikke, for han holder af os præcis som vi er. Det som vi er forpligtet på i dåben, det er at være lige præcis dem, vi er, og ikke bedre, eller for den sags skyld værre, end det. Gud holder så meget af os, at han kan rumme os, både de pæne og de mindre pæne sider.

Måske var det dét, der var galt med ”de sidste dages hellige”: De følte ikke, at der var nogen, der holdt af dem. I virkeligheden var de bange og usikre, og havde brug for geværet og uniformen for at stive selvsikkerheden af. Måske havde de gennem hele deres barndom fået at vide, at de ikke duede til noget, og nu hævnede de sig på tyskertøserne og værnemagerne. De var som de var, fordi de havde mødt for lidt kærlighed i deres liv.

Så kære konfirmander, jeg håber, at I vil møde megen kærlighed i jeres liv. Jeg håber, at I aldrig vil være i tvivl om, at I betyder noget for nogen. Jeg ønsker for jer, at I vil få mange dybe venskaber og opleve megen kærlighed fra jeres familie. Sidst men ikke mindst så håber jeg for jer, at I aldrig vil glemme den Gud, som tog imod jer, dengang I blev døbt. Ham kan I altid komme til, når I føler jer forladt, og han vil altid tage imod jer, sådan som han selv har sagt det: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Amen.

Søndag 3. maj:

Jeg står her med en fantastisk opfindelse i hånden. Det er en mobiltelefon, kan jeg oplyse til jer, der sidder nede på de bageste rækker. Det er ikke ligefrem den nyeste model, det er en gammel Nokia, som kun kan ringe og sende sms-er. Det er sådan én, min svigermor kan finde ud af. Nokiaen var smart, da den kom frem, men i dag forventer vi meget mere af en mobiltelefon.

En moderne mobiltelefon er en fantastisk opfindelse. Med den kan man komme på nettet i løbet af et øjeblik. Man kan finde alle mulige oplysninger på den. Man kan finde kort og bruge den som GPS. Man kan spille alle mulige spil på den. Man kan finde programmer i Appstore eller Paybutik. Man kan bruge den som vækkeur og som lommeregner.

Med en mobiltelefon kan man komme i kontakt med hele verden. Du kan ringe eller sende sms’er til dine venner. Du kan gå på face book eller twitter. Du kan tjekke e-mails. Du kan dele dine billeder med andre via instagram. Sådan en mobiltelefon er i virkeligheden en lille kommunikationscentral: Du kan ringe fra den, skrive fra den, sende billeder fra den.

Men der er også nogle ting, som en mobiltelefon ikke kan. Hvis du slet ingen venner har, så kan den ikke give dig nogen nye venner at skrive til eller dele dine billeder med. Den kan ikke trøste dig, hvis der ikke er nogen, der kan lide de billeder, du lægger ud på instagram eller face book. En mobiltelefon kan ikke fortælle dig, om din nye kæreste er til at stole på. Den kan heller ikke gøre din kat levende igen, som blev kørt over på vejen i går.

En mobiltelefon er et redskab. Med den kan du komme i kontakt med mange mennesker. Du kan holde dig orienteret om mange ting: Det nye tøjkatalog fra Hennes og Mauritz. Tips og tricks til det nye FIFA. Med mobiltelefonen kan du komme i kontakt med hele verden. Men det er menneskers verden, du kommer i kontakt med. Det, du kan finde på din mobiltelefon, det er det, som andre mennesker har valgt, at de vil dele med dig. Det er skidt og kanel mellem hinanden.

Tænk hvis der fandtes et redskab, som gjorde at man kunne skelne mellem skidt og kanel? Tænk hvis man havde en mobiltelefon, der kunne trøste én, når man var ked af det. En mobiltelefon, der kunne fortælle dig, om din nye kæreste er til at stole på. En mobiltelefon, der kunne gøre din kat levende igen?

Sådan en telefon findes desværre ikke. Men der findes noget, der er næsten lige så godt. Der findes en telefon, der bringer dig i kontakt med andet og mere end menneskers verden. En telefon, der fortæller dig, hvad mennesker ikke kunne have sagt dig. En telefon, der sikrer dig en direkte bredbåndsforbindelse til Gud.

Jesus kalder ham for Talsmanden. Eller: Sandhedens Ånd. Men vi andre plejer at kalde ham for Helligånden. Det er ham, vi taler om i trosbekendelsen: Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Punktum. Vi kender ham også fra barnedåben, hvor præsten siger: Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Hvad er han i grunden for én, ham Helligånden? Ja, Helligånden er det, der bliver tilbage, når Jesus er taget væk. Når Jesus ikke er der mere, som kommer Helligånden i stedet for. Hvad kan han så, den Helligånd? Han kan præcis det samme, som Jesus han kunne: Han kan fortælle om Gud. Det som Helligånden siger, det er det samme som Jesus har sagt, og det som Jesus har sagt, det har han fra Gud selv.

Så der er egentlig ikke noget nyt i Helligånden, han siger det samme, som Jesus hele tiden har sagt, og som Gud hele tiden har sagt. Men det gode ved Helligånden er, at den kan være alle steder på én gang. Husk, at Jesus han var kun ét sted ad gangen. Så var han ved Genesareth sø, så var han på landevejen, så var han i Jerusalem. Hele tiden kun ét sted ad gangen.

Men Helligånden, den kan være alle steder på én gang. Det er lige som med internettet, hvis først du er koblet på, så kan du komme i kontakt med hele verden. Helligånden den er bare endnu bedre, for den sætter dig i kontakt med Gud.

Hvad skal man så bruge for et apparat for at komme i kontakt med Helligånden? Du skal ikke kigge ret langt, for Helligånden bor i dig selv. Dengang du blev døbt, så fik du et lille stykke Helligånd, sådan at du altid kan være i kontakt med Gud. Det var lige som dengang, jeres forældre udstyrede jer med en mobiltelefon, for at de altid kunne vide, hvor I var henne. Helligånden er også en slags mobiltelefon, den er bare usynlig.

Helligånden kan man ringe op til på mange måder. Man kan bede en bøn. Eller skrive en bøn. I bønnen kan man fortælle, hvad man er ked af, eller hvad man er glad for. Man kan stille et spørgsmål, hvis der er noget, man er i tvivl om. Og så er det bare at vente. Svaret kommer ikke som en mobiltelefon der ringer eller en mail der tikker ind i indboksen. Hvis du vil høre svaret fra Gud, så må du lytte ind i dig selv. Nogle gange svarer han i løbet af et øjeblik. Nogle gange går der lang tid. Nogle gange skal spørgsmålet vendes og drejes og sendes frem og tilbage flere gange, før du bliver tilfreds. Ja, nogle spørgsmål bliver man ved med at stille til Gud hele livet.

Kan Helligånden så alt det, som mobiltelefonen ikke kan? Kan Helligånden skaffe dig nye venner? Nej – men Helligånden kan fortælle dig, at du bærer et lille stykke Helligånd i dig selv, og at du er mindst lige så meget værd som alle de andre. Måske du så får mod til at opsøge nogle nye venner. Kan Helligånden trøste dig, når du er ked af det? Måske – for hvis man er ked af det, så hjælper det altid at have nogen at tale med.

Kan Helligånden fortælle dig, om din nye kæreste er til at stole på? Nej – det må du selv finde ud af. Men Helligånden kan give dig modet til at være ærlig over for din nye kæreste og fortælle om de ting, der bekymrer dig. Kan Helligånden gøre din døde kat levende igen? Nej – men Helligånden vil fortælle dig, at der er masser af kattekillinger rundt omkring i verden, som venter på at få en ny ejer, og som vil være glade for at bo hos netop DIG!

Kære konfirmander, I bærer alle sammen et stykke Helligånd i jer, og med det kan I komme i kontakt med Gud. Helligånden betyder, at Gud aldrig er langt væk, faktisk så bor han lige i jeres hjerter. Han er aldrig længere væk end en tanke, et ord, en bøn. Vær ikke bange for at tale med ham, for han lytter altid. Og hvem ved – måske er han også god for et råd eller to. Amen.


Julebudskabet til alle

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Luk. 2,1-14

Sådan lød englens ord til hyrderne julenat: Budskabet om frelseren, der var født i Betlehem. I begyndelsen var det kun hyrderne, som hørte det budskab; men sidenhen er det blevet forkyndt for millioner af mennesker i generation efter generation, så der i dag ikke findes den verdensdel, hvor evangeliet ikke på én eller anden måde er blevet forkyndt.

Det er ikke alle steder, det er lige let at få evangeliet ud. Her i Danmark, hvor vi har ytringsfrihed og demokrati, har kirken det lunt og godt. Kristendommen er en flertalsreligion, som har præget samfundet gennem århundreder og er blevet en del af landets kultur og historie.

Men i Mellemøsten er det en helt anden sag. Her er de kristne i mindretal i en muslimsk domineret verden. Når man hertil lægger, at demokrati og menneskerettigheder ikke just står øverst på dagsordenen i de mellemøstlige lande, vil man hurtigt forstå, at de kristne har det svært.

Mellemøsten er gammelt kristent kerneland, for det var her, Jesus forkyndte, og herfra den kristne mission udgik. Der er da også den dag i dag mange kristne f. eks. i lande som Libanon, hvor mange tilhører det gamle kirkesamfund maronitterne, og Egypten, hvor de koptiske kristne udgør et stort mindretal.

Men de kristne behandles ofte som andenrangsborgere og har ikke samme adgang til uddannelse og jobs som deres muslimske medborgere. Dette, kombineret med den generelle fattigdom, overbefolkning og økonomiske stagnation i området, fører til, at mange kristne emigrerer til lande, hvor de kan gøre sig håb om bedre fremtidsudsigter. Ikke blot Europa og USA, men også lande i Sydamerika er mål for den kristne emigration fra Mellemøsten.

På trods af forfølgelse og emigration tælles de kristne i Mellemøsten stadigvæk i millioner. De skal have forkyndt evangeliet, men hvordan? Det har den kristne arabiske TV-station Sat -7 fundet ud af. Stationen, som er opstået i et samarbejde mellem de kristne kirker i Mellemøsten, sender programmer til 15 mio. kristne på fem kanaler 24 timer i døgnet på farsi, tyrkisk og arabisk.

Programmerne tæller en bred vifte fra børneprogrammer, ungdomsprogrammer og debatprogrammer til live-TV, hvor seerne kan ringe ind. Stationen ejer TV-studier i bl.a. Beirut og Finland.

8. november havde Mariagerfjord Kirkehøjskole besøg af Kurt Johansen, som er generalsekretær for Sat-7. Han fortalte om de kristnes vilkår i Mellemøsten og gav et par prøver fra stationens programmer. Begge afspejlede på forskellig vis de barske vilkår, som de kristne lever under.

Det første klip var en musikvideo optaget i ruinerne af en koptisk kirke. Kirkens børne- og ungdomskor fremførte en sang, der handlede om forsoning og om at have tillid til Gud i prøvelsernes tid. Baggrunden var, at hele 80 kristne kirker var blevet ødelagt på én dag i forbindelse med religiøse uroligheder i Egypten. Fra kristen side svarede man, ikke med vold og gengældelse, men ved at opfordre til fred og forsoning, bl.a. via denne musikvideo. Det var rørende at se de unges engagement og tro på fremtiden, ikke mindst når man ved, at faren langt fra er overstået, men forfølgelserne tværtimod kan blusse op fra dag til dag.

Det andet klip, vi så, var et talk show optaget i det nordlige Irak. Det var Højlunds forsamlingshus på arabisk: En gruppe mennesker sad og fortalte om deres problemer, anført af en journalist, som gik rundt med mikrofonen. På et tidspunkt ringede en mand, som havde måttet flygte til Finland og efterlade sin kone og søn i Irak. Som ved et trylleslag dukkede konen og sønnen op fra forsamlingen, hvorefter de gennemførte en telefonsamtale med den savnede ægtemand og far. Hele familien blev forenet for en kort stund over en afstand på flere tusind kilometer.

Englens budskab til hyrderne om den lille frelser i krybben lyder fortsat over den ganske jord. Men englenes sang om fred på jorden har endnu ikke vundet almen udbredelse. Rundt omkring i verden forfølges mennesker for deres tro, hvadenten de er kristen kristne, muslimer, hinduer, buddhister eller noget helt andet. Julen er en god anledning til at tænke på de mennesker, der ikke har de samme gode kår som os. Lad os bede til, at alle mennesker en dag må kunne lytte til englens budskab uden at risikere liv og lemmer.

Lagt på hjemmesiden december 2014


Tanker på en kirkegård

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Solen skinner fra en skyfri himmel over det parklignende anlæg. Hvide kors står i snorlige rækker på det grønne græs. Mennesker går rundt mellem korsene, standser op et øjeblik, læser en gravskrift og går videre igen. Af og til er der én der knæler ved korset og lægger en blomst. Der er en stille, dæmpet atmosfære på trods af de mange mennesker, der bevæger sig rundt på området. Det er, som om menneskemængden er sivet ud mellem de mange kors og har fordelt sig jævnt på det store græsareal, så man ikke tænker over, hvor mange der i virkeligheden er samlet på ét sted.

Vi er på den amerikanske kirkegård i Normandiet. Den store af dem, den med kilometervis af hvide kors på snorlige rækker og et fint museum sponsoreret af den amerikanske stat. Kirkegården ligger smukt på en skråning ned mod Atlanterhavet. Det er et idyllisk, fredfyldt sted. Skønt den er anlagt til minde om de tusindvis af soldater, der mistede livet her under 2. verdenskrig, er det svært at forestille sig det ragnarok, der udspillede sig her for 70 år siden. Her er næsten for smukt, den velplejede park og udsigten til det blå Atlanterhav får én til at tænke på alt andet end død og ødelæggelse.

Men korsene står der. Et kors for hver soldat, der mistede livet på D-dag d. 6. juni 1944 og de følgende dage, hvor de allierede gik iland i Normandiet for at jage nazisterne på porten. Ved første øjekast er korsene anonyme, fuldstændig ens i deres hvidhed og regelmæssige proportioner. Men kigger man nærmere efter, afslører der sig små forskelle. På nogle kors er der indridset en Davidsstjerne. Disse kors har ofte en lille stenbunke på toppen. De er rejst for de jødiske soldater i den amerikanske hær, og stenbunkerne foroven afspejler den jødiske skik med at lægge en småsten på graven efter hvert besøg.

Men lad os gå lidt mere på opdagelse. På hvert kors står soldatens navn, årstal samt hans rang og regiment. De fleste har engelskklingende navne. Men også tyske, skandinaviske, franske og italienske navne dukker op. Mange af disse mennesker har rødder i Europa og er draget tilbage for at drive fjenden ud af deres gamle fædreland. Deres bedsteforældre, forældre, ja, måske de selv er opvokset i det Europa, som nu er blevet lagt under nazisterne klamme hånd.

Der er noget opløftende over al denne mangfoldighed. Man får det indtryk, at mange mennesker med vidt forskellig baggrund her har stået sammen om en fælles opgave: Kristne og jøder, protestanter og katolikker, indfødte amerikanere og indvandrere, mennesker med franske, tyske, skandinaviske og italienske aner. Der er ikke noget smukt over krigens gru. Men der er noget smukt over, at mennesker med forskellig baggrund står sammen om en nødvendig opgave, også selv om det kræver hårde ofre. Respekt for det.

Efter at have set på kirkegården går jeg ned og bader. Jeg er på ferie med min kone og vores to børn, vejret er varmt og kalder på en dukkert i Atlanterhavets klare bølger. Stranden ligger lige neden for kirkegården, og der går en fin sti derned. Omaha Beach, som den hed i generalernes terminologi. Men for mig er det bare en strand. En temmelig fortræffelig strand, faktisk: kilometer efter kilometer af det fineste hvide sand strækker sig langs havet nedenfor de stejle klinter. Det minder om den jyske vestkyst, bare blidere, mere idyllisk.

Jeg føler et sting af dårlig samvittighed, da jeg kaster mig ud i bølgen blå: Her, hvor du leger strandløve, måtte tusindvis af mennesker lade livet i en højere sags tjeneste. Men så er der en linje fra Bibelen, der rinder mig i hu: De skal smede deres sværd om til plovhjern. Det var Esajas, der skrev det, og det blev til slagord for den østtyske fredsbevægelse, der førte til murens fald i 1989.

Det slår mig, at det er det, jeg oplever: Sværd er blevet smedet til plovjern, krigens gru er afløst af sommerens idyl, og den strand, som før var krigsskueplads, er i dag en legeplads for vandhunde i alle aldre. Der har været fred i Europa siden 2. verdenskrig, den kolde krig er forbi og vi kan frit krydse hinandens grænser. Mændene under de hvide kors deroppe på skråningen døde ikke forgæves. De døde for et frit og fredeligt Europa. Så er der alligevel nogen ting, der går fremad i denne verden. Nu føler jeg mig ikke mere skyldig. Bare taknemlig.
Lagt på hjemmesiden september 2014


Kære konfirmander

Prædiken til konfirmanderne ved konfirmationerne 3. og 4. maj 2014

Har i nogensinde tænkt på, at kristendom er lidt lige som fodbold? Ja, jeg ved godt, at der normalt er elleve spillere på et fodboldhold, og Jesus havde 12 disciple, men så passer det med, at der var én til udskiftning. Træneren, det er selvfølgelig Jesus. Det er ham, der bestemmer taktikken og sætter holdet. Angriberen, det er ham, der er mest fremme i skoene. Det er Peter, ham der hele tiden skulle vise, at han var tættest på Jesus og troede, at han kunne gå på vandet. Målmanden, det er Johannes, Jesus´ bedste ven. Han var dybt loyal over for Jesus, men på en mere diskret måde end Peter. Han holdt sig lidt i baggrunden, men stod på mål for alt, hvad Jesus gjorde og sagde. Derfor er det ham, der står mellem stængerne. Så er der selvfølgelig Judas. Han kan ikke bruges til ret meget andet end at lave selvmål. Derfor er det altid ham, der sidder på bænken.
Det er et ansvarsfuldt job at være træner. Jo højere vi kommer op i hierarkiet, jo større klubber det gælder, des mere fokus er der på træneren. Træneren har bare at levere varen, for der står millioner på spil i reklamepenge, billetindtægter og TV-rettigheder. En sejr i finalen er ikke kun afgørende for, om medaljen skal være af guld eller af sølv. Den betyder også millioner på bundlinjen. Skam få den træner, som ikke kan få holdet til vinde kampe. Han kan godt se frem til en snarlig fyring. Det er altid træneren, der får skylden, hvis holdet ikke klarer sig godt på banen.
Det måtte Jesus også sande. Som træner var det ham, der måtte tage skraldet, hvis spillerne ikke præsterede som forventet. Han var træner i den højeste liga af dem alle, større end superligaen. Derfor var forventningspresset tilsvarende højt. En dag slog jøderne kreds om ham og sagde: Hvad har du gang i, Jesus? Hvorfor har du samlet dig et hold bestående af bonderøve og bundgarnsfiskere, når du kunne have fået Ronaldo på banen? Du taber den ene kamp efter de anden, og det tror pokker med det hold svæklinge, du stiller op med.
Kom nu ind i kampen, Jesus, og vis os, hvad du er værd. Har du virkelig fortjent alle de millioner, vi har postet i dig, eller er du bare en sølle svækling lige som alle de andre? Vores tålmodighed er snart ved at være opbrugt. Hvis du ikke snart begynder at vise resultater, kan du se frem til en fyreseddel. Det kan ikke nytte noget at spille kostbar – der er masser af trænere, der står parat til at overtage din plads.
Alt det måtte Jesus lægge øre til, og meget mere. Sådan er det at være træner. Men han tog ikke stiltiende imod de verbale tæv, som haglede imod ham. På et tidspunkt hævede han stemmen og sagde: I har ikke den fjerneste anelse om, hvad det er, jeg har gang i. Det kræver tålmodighed at være træner. De resultater, I efterspørger, kommer ikke fra den ene dag til den anden. De skal bygges op over tid.
Tag nu Peter, f.eks. Han har masser af talent og gåpåmod og ligger altid i front. Men der er for meget egotripper over ham, han skal lære at samarbejde. Når han er i angreb, så dribler han afsted, som om han er den eneste spiller på banen, men glemmer at aflevere. Han prøver altid selv at afslutte i stedet for at spille bolden videre til én, der står i en bedre position.
Johannes dernede i målet, han er en lille forsigtigper. Når han nærmer sig bolden, virker det næsten, som om han er bange for den. Der går for mange bolde ind hos ham, nogle gange tror jeg, at han kaster sig til den forkerte side med vilje for at undgå at blive ramt af bolden. Han skal trænes i at få noget mere selvtillid.
Judas, han tænker kun på sig selv og aldrig på holdet. Når holdet en sjælden gang står til at vinde, så vil han altid selv have æren. Han er så bange for, at Peter skal stjæle æren fra ham, at han hellere vil score selvmål end at se sit eget holde vinde på et sejrsmål fra Peter. Jeg er faktisk lidt bekymret for Judas, nogle gange er jeg ikke helt sikker på, hvis side han er på.
Så I kan nok se, at jeg har noget at arbejde med. Det kræver tid at få sådan et hold til at fungere. Hvorfor tog jeg så ikke nogle andre spillere, spørger I? Hvorfor nøjes jeg med bonderøve og bundgarnsfiskere, når jeg kunne have fået Ronaldo? Ja, I tilbød mig endda, at jeg kunne sammensætte mit helt eget dream team bestående af verdens bedste fodboldspillere, hvis bare jeg lovede at vinde turneringen.
Det skal jeg såmænd fortælle jer: Det er, fordi fodbold ikke kun handler om at vinde. Fodbold handler om så uendeligt meget mere. Det handler om at tro på sig selv. Det handler om sammenhold. Det handler om samarbejde og om at se sig selv som en del af et fællesskab. I fodbold der lærer man, at resultatet ikke afhænger af en enkelt mands præstationer, men af hele holdets indsats.
Man lærer, at alle på holdet er afhængige af hinanden. Angriberen må kunne stole på, at der er nogen der spiller bolden op til ham. Når han er omringet af modstandere oppe foran målet, er han afhængig af, at der er en anden, han kan spille bolden videre til. Når det kommer til stykket, så vindes kampen ikke af det hold, som har den bedste målscorer, men af det hold, som er bedst til at samarbejde.
Det er hårdt arbejde at være træner, men jeg ville ikke bytte det for noget andet job i verden. Der er nemlig også mange glæder forbundet med det. Én af største glæder er at se, hvordan selvtilliden vokser hos spillerne. Hvis jeg nu f.eks. kan få Johannes dér nede i målet til at lave nogle flere redninger, så er det, som han lige pludselig vokser 10 cm og får spilleglæden tilbage igen.
I bryder jer ikke meget om min tale, I jøder, farisæere og ypperstepræster som har ansat mig. Det er nærmest, som om I vender det døve øre til. Jeg kan se på jer, at I er skuffede, og jeg forstår godt hvorfor. For I har ansat mig på de forkerte forudsætninger. I tror, at fodbold kun handler om at vinde, men jeg syntes alt det andet er meget vigtigere. I har ansat mig til at vinde kampe, og jeg har skuffet jer fælt.
Så mon ikke det er på tide, at vore veje skilles? Jeg kan alligevel ikke levere den vare, I efterspørger. Ansæt I bare en anden træner og lad ham sammensætte sit eget dream team. Jeg er kun alt for glad for at slippe ud af den her klub. Men mit hold, det tager jeg med mig. Jeg føler, at de er inde i en god udvikling og at de vil kunne nå langt i fremtiden. I kommer nok ikke til at savne dem, for I er alligevel ikke interesserede i en flok bonderøve og bundgarnsfiskere.
Sådan gik det til, da Jesus sagde sit trænerjob op og dannede sit eget hold. Kære konfirmander, I er nu på det fodboldhold, som Jesus han har sat. Jeg er ikke rigtig klar over, hvordan I er til fodbold, om I er et dream team, eller om I er en flok bonderøve og bundgarnsfiskere. Men jeg ved, at Jesus er jeres træner, og han skal nok passe godt på jer. Hvis I holder jer til det, som han har lært jer, så kan det ikke gå helt galt. Glædelig konfirmation!


Julegaver

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Julen er hjerternes fest, siger man. Det er også en kristen højtid, hvor vi mødes i kirken og synger salmer. Vi samles i familiens skød og danser om juletræet, efter vi har nydt den fede julemad. Og så kommer det vigtigste af alt: Gaverne.

Ja, du læste rigtigt. Han skrev, at gaverne var det vigtigste. Vigtigere end juletræ og julesalmer og flæskesteg og risalamande. Vi plejer ellers at sige, at julen ikke handler om gaverne. Det er bare sådan en lille biting, vi har fundet på, for at børnene også kan være med. En lille indrømmelse til de kære små. Vi voksne er da ligeglade med gaver.
Det passer bare ikke. Hver december måned slår julehandlen nye rekorder, og det er altså ikke kun fætter BR og Toys ’r’ us, der kan melde om stigende julesalg. Det er også parfumebutikkerne og dameundertøjsforhandlerne og øl- og vinmanden henne på hjørnet. De voksne skal også have gaver til jul. Massevis af gaver.

Prøv engang at tænke på dig selv: Du synes nok, det er barnligt at gå op i julegaver. Alligevel så køber du en julegave til din kone hvert eneste år. Det hører sig jo til, og man vil jo nødig skuffe hende. Hvad ville hun ikke tænke, hvis hun et år slet ingen julegave fik? Og hvad med dig selv: Hvad nu hvis du slet ingen julegaver fik – ville du så ikke blive skuffet?
Formentlig. Og det er jo ikke fordi, du har så voldsomt meget brug for den der nye proptrækker eller for Thomas Helmigs nyeste CD. Gaven i sig selv betyder ikke så meget. Det er selve det at få gaver, der betyder noget.

Når man giver en gave, så indgår man en kontrakt. Den der giver gaven, siger indirekte: Jeg vil gerne gøre dig glad. Men der hører mere med. Gaver forpligter. Den der får en gave, har nemlig pligt til at give en gave tilbage. Jeg vil gerne gøre dig glad – men jeg forventer også, at du vil gøre mig glad. Det kunne være gavegiverens motto.

Lyder det kynisk og beregnende? Det er det slet ikke. Gaver styrker relationerne mellem mennesker. Vi giver hinanden så meget, og vi får så meget igen. Gaven er bare et synligt udtryk for de bånd, som er mellem mennesker, f.eks. i en familie. Der er ikke noget galt i at forvente at få noget igen. Det modsatte ville da være værre: Jeg forventer mig ikke noget af dig, og jeg regner ikke med, at du nogensinde vil give mig noget tilbage for alt det, jeg har givet dig. Selv ikke den værste mor kunne vel finde på at sige sådan til sit barn.

Gaver har at gøre med forventninger. De vise mænd kom med kostbare gaver til det lille Jesusbarn, fordi de havde de allerstørste forventninger til ham. De forventede, at han skulle være intet mindre end verdens frelser. Røgelsen, guldet og myrraen er ikke bare ydmyge tegn på deres ærefrygt over for det guddommelige barn – de er også tegn på de forventninger, som de vise mænd nærede i deres hjerter.

Så lad os bare give hinanden gaver med god samvittighed. Med gaven siger vi: Tak for det  du har givet mig – og jeg forventer mig meget af dig. Glædelig jul. atb

Lagt på hjemmesiden december 2013


Fyrtårne og kirketårne

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg,tuno kirke

På Tunø ligger der en flot gammel middelalderkirke. Den er bekostet af biskoppen i Århus, efter at Valdemar Sejr havde skænket øen til Århus Stift. Det særlige ved Tunø kirke er, at kirketårnet også fungerer som fyrtårn for de forbipasserende skibe. Det har det gjort lige siden 1801, hvor grundlæggeren af Det Kongelige danske Søkortarkiv Poul Løwenørn (1751-1826) fik realiseret sine planer om at sætte lys i kirketårnet og dermed imødekomme øbeboernes ønske om et fyrtårn på Tunø.

Fyrtårnet, som stadig er i funktion, er jævnligt blevet forbedret med tidens nyeste teknik. Det oprindelige lampefyr fik i 1846 installeret et linseapparat. I 1906 blev tårnet forhøjet med 7 meter. I 1921 fik fyret installeret blaugasbrænder, og til hjælp for fiskerierhvervet fik fyret i 1923 indlagt en såkaldt hvid vinkel, der angav sejlretningen til Tunø havn.

Da Tunø havde sin egen fastboende præst, var det selvfølgelig præsten, der fungerede som fyrmester. Derfor hed det sig i folkemunde, ”at på Tunø sover præsten hos fyrmesterens kone” – som altså var identisk med præstekonen!

Der ligger en smuk symbolik i at bruge kirketårnet som fyrtårn. Fyrtårnet, det er noget som man tager pejling af og sætter kursen efter. Det er noget, som skal rage op i landskabet og kunne ses viden om. Og de ligger der jo, spredt rundt omkring på bakketoppene i det ganske land, vore fine gamle landsbykirker med deres hvidkalkede tårne. Sine steder i landet kan man se to, tre, fire, ja, fem kirker på én gang, hvis man befinder sig på en bakketop med vid udsigt over landskabet.

Lige som sømanden kan tage pejling efter fyrtårnet, så kan vi andre tage pejling efter kirketårnet. For kirketårnet fortæller nemlig en historie. En historie om kristendom. En historie, der handler om Gud og os, om liv og død, synd og frelse, himmel og helvede. Men først og fremmest, så handler den historie om, at Gud har rakt hånden ud til os for at lede os på rette vej. Den fortæller os, at uanset hvor langt væk vi er kommet fra alfarvej, så vil der altid være et fyrtårn der lyser for os og viser os vejen.

Derfor har de strøet kirkerne ud med lind hånd over det ganske land, vore forfædre som slæbte stenene, huggede dem til og samlede dem til de kunstfærdige bygningsværker, som vore landsbykirker er: For at de skulle stå der som små fyrtårne rundt om i landskabet og minde os om, at Gud altid er nær, også når vi ikke kan finde ham selv. Kirketårnene er en kærlig påmindelse fra vore forfædre om, at den Gud, som de satte deres lid til, ham kan vi også godt stole på.

”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”, står der i en af Davids Salmer fra det Gamle Testamente. Selv Kong David havde brug for et fyrtårn engang imellem, når han var kommet på afveje og ikke vidste sine levende råd. Det fyrtårn fandt han i den Gud, som havde friet hans forfædre ud af slaveriet i Egypten.

Lad os derfor glæde os over kirkerne, der står som fyrtårne rundt omkring i landet. De står der som en kærlig hilsen fra vore forfædre og fra den Gud, som altid lyser på vores vej. Amen.

Artiklen blev bragt i kirkebladet september 2013


 

Talsmanden

v. Anders Tranholm-Bjerg

Jeg var engang til et mindesamvær for en gammel mand, som jeg havde begravet. Der var det særlige ved denne mand, at det var ham, der altid plejede at rejse sig op, når familien var forsamlet, og sige et par velvalgte ord. Han var familiens talsmand, så at sige. Han var vant til at rejse sig op og byde velkommen og sige farvel. Han var toastmaster og konferencier, som guidede selskabet trygt gennem aftenen. Man kunne altid være sikker på, at han diskede op med en tale. Ikke nogen lang roman, men blot et par velvalgte ord. Det var sært, som han altid kunne ramme de rigtige ord, ord som folk kunne huske og tage med hjem. Læs mere


Fugle og kristendom

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Umiddelbart skulle man ikke tro, at de to ting har noget med hinanden at gøre – men hør bare her: I antikken havde man en anderledes kulørt tilgang til naturvidenskaben, end vi har i dag. Datidens naturvidenskabsmænd brillerede i fantasifulde historier om naturens dyr og fugle. I værket ”Fysiologus” fra den græske oldtid kan man således læse om fugl Fønix, der hvert 500. år lader sig brænde op – for derefter at opstå af sin egen aske. For middelalderens kristne mennesker var det nærliggende at se en parallel mellem fuglen, der opstår af sin egen aske, og Jesu opstandelse påskemorgen. Derfor blev fugl Fønix til et kristussymbol. Læs mere


 

Mens vi venter på broen

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

”Tåge over kanalen – kontinentet afskåret”. Sådan stod der engang skrevet på forsiden af en engelsk avis. Overskriften siger nok mere om briternes selvforståelse end om det barske vejrlig over Kanalen. Det er ikke så godt at være afskåret. Men det er da værst for dem, der er afskåret fra os, synes overskriften at ville sige.

Her i Hobro er vi også blevet afskåret – eller skulle jeg snarere sige: Her i Hørby? For nedrivningen af jernbanebroen på Løgstørvej har i den grad bragt lokalpatriotismen frem. Læs mere 


Menneskeblod og vitaliseret vand

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Er der nogle af jer derude, der nogensinde har hørt omfænomenet vitaliseret vand? Nå, ikke? Jeg kan røbe, at jeg selv indtil for få uger siden var helt uvidende om det vitaliserede vands lyksaligheder. Indtil jeg blev præsenteret for pladen og pennen, der indeholder det vitaliserede vand. Dem vender jeg tilbage til. Vitaliseret vand, eller informationsvand som det også kaldes, er vand, som er behandlet på en bestemt måde efter principper udviklet af den østrigske naturforsker Johann Grander. Efter sigende skulle det vitaliserede vand indeholde strukturer, som er i stand til at opsamle energi fra kosmos og jordens magnetfelt. Læs mere

Foto: Ole Hansen


Korsets tegn

v. Anders Tranholm-Bjerg

De fleste mennesker ved, at korset er et kristent symbol, fordi Jesus døde på et kors. Alligevel kan man godt undre sig over, hvorfor det lige netop var korset, der endte med at blive det vigtigste kristne symbol. Korset er jo, når alt kommer til alt, et modbydeligt torturinstrument, hvor den dødsdømte får lov at lide til sidste blodsdråbe.
Læs mere


Super Nanny – eller dit kompetente barn?

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Et nyt skoleår er gået i gang – og det må være en anledning til at tale om børn og hvordan vi omgås dem.

For nogle uger siden så jeg en svensk dokumentarudsendelse i TV. Den var lavet af en journalist og småbørnsfar, som havde sat sig for at undersøge, hvordan programmer som ”Super Nanny” har ændret børneopdragelsen. ”Super Nanny” er et meget udbredt program i USA, hvor forældre får vejledning af en coach til at opdrage deres efter sigende umulige børn.

Metoderne i programmet er hårde og kontante: Der bruges skammekrog og ”uden for døren” – teknikker. Her er ingen bløde 68-teknikker, vi er helt tilbage i ”den gamle skole”, hvor målet var kæft, trit og retning. Læs mere

Comments are closed.