På gåben mellem tre kirker
Solen skinnede over det vårgrønne landskab, som en lille gruppe vandrere travede igennem 2. pinsedag, 16. maj. Øls-Hørby-Døstrup Menighedsråd arrangerede traditionen tro pinsevandring, der bød på hyggeligt samvær, tre kirker og en skøn gåtur ud i foråret.
Dagen begyndte med gudstjeneste i Øls Kirke, og herefter drog et dusin deltagere afsted. Turen gik først omkring Øls Skæppe, det imponerende dødishul, som er et af de største af slagsen i Danmark. Besøget gav anledning til deling af både muntre myter om skæppens opståen og snak af mere videnskabslig karakter.
Via markveje og de små landeveje nåede selskabet Hørby Plantage, der tog imod i de skønneste vårblide løvfarver. Ved Mågesøen, der var uden måger, men dog med et par selskabelige gråænder, ventede Dorthe Palm Hansen. Hun var dagens forsyningsmester og diskede op med lækre sandwich, koldt vand og frugt.
Ruten passerede herefter Hørby Kirke for at forsætte ad Kirkegårdsvej til Døstrup Kirke. Omtrent 10 kilometers vandring sluttede på terrassen bag kirken, hvor der er smuk udsigt over Mølledammen. I Døstrup voksede flokken, idet en tilsvarende pinsevandring fra Hobro Kirke også havde mål ved Døstrup Kirke. De to grupper nød kaffe og kringle sammen, inden dagen sluttede i kirken. Sognepræst Anders Tranholm –Bjerg fortalte lidt om Døstrup Kirkes historie, og selskabet sang salmen ”Det dufter lysegrønt af græs” – en perfekt afslutning på årets pinsevandring.
Tekst og foto: Søren Østergaard