Fra pjecen: ‘Øls kirke’ af Niels Ettrup, 2004:
Historie
Øls kommer af det urnordiske aul(h)-næs, der betyder Helligdommen på Næsset og tyder på, at der her på næsset ud i Onsild ådal har været et helligsted, før kirken blev opført i slutningen af 1100-tallet.
I et dokument fra 1518 benævnes kirken Vor Frue Kirke, og har ifølge traditionen hørt under Øls Hovedgård, som er forsvundet uden at efterlade sig spor, men som er nævnt gentagne gange i tiden mellem 1553 og 1731. Den har tilhørt slægterne Skeel, Friis, Kragh og Gyldenstjerne. Flere af disse ejere er formentlig begravet i det gravkammer, der ligger under koret.
Den består af romansk skib og kor af granitkvadre på en skråkantsokkel, begge døre er bevaret – den tilmurede norddør har udhuggede hoveder ved sokkelen.
Tårn og våbenhus er bygget til omkr. 1540, hvor også vinduerne blev gjort bredere -NB: et par af de gamle overliggere er genbrugt i våbenhuset nederst t.h.f. indgangen.
Loftsbjælkerne, hvoraf enkelte regnes tilbage til kirkens opførelse, blev i 1700-tallet dekoreret med “marmorbemaling’·.
Ved den seneste restaurering i 1991 blev det nye teglstensgulv lagt ovenpå det gamle uden at forstyrre underlaget. Dette blev imidlertid udforsket af Dr. Mackeprang i 1901, da han var på jagt efter en runesten, der “efter gamle folks sigende” skulle ligge under gulvet. Han fandt dog ingen runesten, men et par brunglasserede gulvfliser af tegl fra middelalderen. Den ene opbevares i Nationalmuseet, der oplyser, at man ikke kender andre tilsvarende. Der fandtes endvidere flere murede gravkarme.
Alterparti
Øls Kirkes alterparti.
Ved kirkens restaurering 1990/91 fik alterbordet en bordplade i granit, og den restaurerede korsfæstelsesgruppe hævet en smule fra alterbordet samt forsynet med ny inskription fra Johs. 14,19: “Jeg lever, og I skal leve”. Ordene fra Jesu afskedstale til sine disciple understreger det tomme kors, hvorfra opstandelseslyset skinner, og dermed det budskab, vi går fra altergangen med.
Til ventre ses Maria, Jesu moder, til hvem Øls kirke er indviet (Vor Frue Kirke.) – og til højre er det Johannes, “den discipel, Jesus elskede.”
Maria og Johannes ved korsets fod (jfr. Johs.ev. 19,26-27) er et yndet motiv. Den “pose”, som Johs. Apostel står med, er hans skrivetøj og maske nogle af hans skrifter. Disse fortrinlige, sengotiske træskærerarbejder, der er 69 cm høje, skal ifølge traditionen være udført af Claus Bergs nordjydske svend. – Claus Berg kom til Danmark fra Tyskland omkr. 1500 og nævnes som billedskærer, billedhugger og maler. Hans hovedværk er altertavlen i Sct. Knuds kirke i Odense. Hans stil dannede skole, og han havde værksted med 12 svende. Som ivrig katolik forlod han landet kort før reformationen.
Døbefont
Døbefonten blev ved restaureringen flyttet fra sin hidtidige plads på trappen ved korbuen til en mere praktisk og præsentabel plads i skibets nordøstre hjørne. Samtidig fik fonten den nye sokkel i granit af samme art og farve som alterbordets plade.
Ved flytningen blev det afsløret, at formen ikke er ganske regelmæssig, men dog helt spændende – (og meget menneskelig!!!) Dåbsfadet er fremstillet i sydtyskland 1575. Motivet er englen Gabriels besøg hos jomfru Maria (Luk. 1,26 ff.): “Herren er med dig, du velsignede … ” Hvilket også er den besked, den døbte kan gå ud i livet med. Blandt dekorationerne i fadet er en lang række lam: billedet på menigheden.
Prædikestol
Prædikestolen i Øls Kirke.
Prædikestolen bliver i “De Danske Kirker” betegnet som “et jævnt snedkerarbejde i renæssance fra ca. 1625.”
Tidligere har den været malet og ferniseret. På øverste kant var den engang betrukket med fløjl og forsynet med kvaste. Senere blev den “afsyret”, men ved seneste restaurering helt adskilt, renset og konserveret samt på udvalgte dele påsat bladguld. Baldakin og trappe blev fornyet.
Gravtræer
Af de få bevarede gravtræer findes to i Øls kirke,
Nærmest koret er på nordvæggen opsat gravmælet over Maties Andersen, død 1615. I 1898 blev det taget op fra sin formentlig oprindelige plads i gulvet i skibets midtergang og opsat på væggen lige overfor.
Gravmælet for Mads Thøstisen fra 1650 blev fundet på våbenhusets loft i 1900 og anbragt på væggen ved siden af det første, Det bærer inskriptionen:
“Herunder ligger begravet erlig oc velagt mand Mads Thøstisen * barnefød i Vaar oc bode i Thosterup gaard * Gud gifve hannem med alle tro christene en gledelig opstandelse paa den yderste dag * oc d0de den 25. sept aar 1650,” Endvidere står der under Jesus-monogrammet: “Jeg ved at min frelser lefver oc hand skal herefter opvecke mig afjorden * Job 19.”
Hvem de pågældende mænd var, har ikke kunnet efterspores,
Mindesten
I kirkens våbenhus er opsat gravstenen over den 10. sognepræst i pastoratet efter reformationen, den pietistiske Bonde Samuelsen Jahn, der var i embedet fra 6. oktober 1741 til sin død 22. december 1782, Hans enke døde 3. juni 1818.
“I live Viiste Jeg til Jesum hver en synder i Graven Jeg endnu den samme Gud forkynder. Gak Læsere til Ham og Sag udi hans Blod Forladelse for Alt du Ham har Giort imod Hans hierte Villig er endnu dig at antage. Kom kuns og see Ham an i al hans Marter Plage Hvor saaret Blodig blaa hand Bleven er for dig Giv Ham dit hierte hen derfor ævindelig.”
Egeløvskrans
Egeløvskrans i sølv hører til i traditionen af gravstedsudsmykninger. Den blev anbragt på gravstedet i en tæt zinkæske med dækplade af glas.
Denne krans har ligget på Anna Jensens grav syd for kirken og er skænket af “Naboer og venner i Øls og Haldtostrup.” Anna Pedersen blev født i Øls 22. juli 1884 på Rishøjgard. Hun blev gift med Jens Jensen fra Hørby 1. april 1909 i Øls kirke og døde 43 år gammel 9. august 1927.
Klokkerne
Øls kirke har to klokker.
Den gamle klokke er støbt i 1435 af klokkestøber Petrus de Randrusia og forsynet med to pilgrimstegn: Skt. Mauritius og en hellig biskop.
Den nye klokke ringede første gang St.Bededag 1991, da kirken blev genåbnet efter restaurering. Den bærer inskriptionen: ” Støbt til Øls kirke 1991 af Eijsbouts i Holland,” Klokkens “motto” er verslinieme fra Johs, Johansens salme “Dommer over levende og døde” (DS nr.276):
Alle knæ på jorden skal sig bøje dybt i solopgangen fra det høje.
Gravstene
Ved kirkens sydside ligger et flot, kisteformet gravminde med en skulptur. J.B.Løffler skriver i værket “Danske Gravstene fra Middelalderen” fra 1889 flg. om den:
“Indtagende en bestemt Særstilling staar en paa Øls Kirkegaard henliggende Mindesten, der har saa meget større Interesse som den synes at være den eneste i sin Art, vi eje her i Landet. Af en Stenblok har man tildannet et terrasseformet Gravmæle, ovenpaa hvilket en liggende Statue af den Afdøde er udhugget i kraftigt Relief, et Monument altsaa, der i Anordningens Hovedtræk ganske svarer til Middelalderens og Renaissancens Sarkofager og Kenotafier,”
Indmuret i våbenhusets vestside er bevaret en fint udformet gravsten med et korslam og en siddende løve. Den bærer indskriften THORE eller THORI. Det har ikke været nødvendigt at skrive mere, for alle har vidst, hvem det var. Men hans betydning har været glemt ved reformationen, da våbenhuset blev bygget, og hvor den da kunne gøre fyldest.
Vi kan gætte på, at det har været en slags høvdingeskikkelse i sognet. Måske ham, der foretog udflytningen fra Øls by til Tostrup, ejer af Øls Hovedgard, eller grundlæggeren af Thostruphovgard eller en senere ejer,
Alterstager
Kirkens alterstager fra begyndelsen af 1700-tallet (Holberg-tiden) er klenodier ud over det sædvanlige, idet deres skafter er formet som en herre og en dame i tidens modedragter.
Stagerne, der hver vejer 2,6 kg, er 36 cm høje og figurerne er 16 cm.
