Grandækning

Smukke gravsteder uden ondt i ryg og knæ

Af Søren Østergaard

Fire til seks uger om året er graver Jens Tinglev Kristensen ved Hørby Kirke i knæ. Bogstaveligt talt. Det er den periode i oktober og november, hvor snesevis af gravsteder skal pakkes ind i grangrene, så de fremstår smukke i den farveløse vintertid.

Arbejdet kræver traditionelt, at graverne må ligge på knæ for at pynte de små matrikler med nobilis og nordmannsgran. Men graveren i Hørby har rejst sig. Nu udfører han sammen med sine assistenter en stor del af forarbejdet stående ved et bord i graverbygningens værksted. Her er ly for vind og regn, når ”måtter” af gran skabes på faste skabeloner af trådnet.

– Det er superfint, siger Jens Tinglev Kristensen om den nye arbejdsmetode.

– Nu får jeg ikke ondt i ryggen, over lænden og i knæene.

Han benytter også en træramme til at skabe smalle striber af gran. Det sker stående ved gravstedet, og når en passende længde er lavet, kan den snildt glides af rammen og ud på gravstedet.

På Hørby Kirkegård er 112 gravsteder grandækket. Til opgaven bruges 1500 kilo nordmannsgran, 750 kilo nobilis og 100 kilo fyrretoppe, som et lokalt skovbrug ved Klejtrup i mange år har været leverandør af. Plastiknettene, der holder på granerne, genbruges år efter år.

Graver Jens Tinglev Kristensen har altid været glad for opgaven med grandækning.

– Her er mulighed for at bruge fantasien, og intet gravsted ser ens ud. Jeg har ikke nogen bestemt plan, når jeg begynder, så jeg ved aldrig, hvordan gravstedet kommer til at se ud, før jeg er færdig, fortæller graveren ved Hørby Kirke.

Arbejdet begyndte i oktober, og Jens Tinglev Kristensen har altid et mål om at være færdig første søndag i advent.

– Grandækningen hører jo julen til, siger han.

Comments are closed.