Fugle og kristendom

Fugle og kristendom

v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg

Umiddelbart skulle man ikke tro, at de to ting har noget med hinanden at gøre – men hør bare her: I antikken havde man en anderledes kulørt tilgang til naturvidenskaben, end vi har i dag. Datidens naturvidenskabsmænd brillerede i fantasifulde historier om naturens dyr og fugle. I værket ”Fysiologus” fra den græske oldtid kan man således læse om fugl Fønix, der hvert 500. år lader sig brænde op – for derefter at opstå af sin egen aske. For middelalderens kristne mennesker var det nærliggende at se en parallel mellem fuglen, der opstår af sin egen aske, og Jesu opstandelse påskemorgen. Derfor blev fugl Fønix til et kristussymbol.

Endnu mere interessant er dog pelikanen. Vi kender den fra Rasmus Klump, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for, hvor mange ting, Pelle kan have med sit næb. Sammen med Pingu og Skæg indgår den som en naturlig del af Klumps vennekreds.

Men pelikanen er andet og mere end en hyggelig figur fra en tegneserie for børn. I det ovennævnte naturhistoriske værk kan man således læse sig til, at Pelikanen hakkede sit eget bryst til blods for at fodre sine unger med det. Denne fantasifulde handling hviler på et gran af sandhed: I sit store næb kan pelikanen hente føde til sine unger. Når den gylper maden op igen, sidder den med næbbet foldet ind til brystet, for at maden kan komme ud, og de skrigende pelikanunger få deres sult stillet. Det kan se ud, som om den hakker i sit eget bryst, når den på denne måde gylper maden op.

Lige som fugl Fønix er pelikanen blevet tolket som et kristussymbol. Dens selvopofrende handling ses som en parallel til Jesu død på korset, hvor Jesus frivilligt gik i døden for menneskets skyld. I middelalderens kalkmalerier kan ofte se pelikanen afbildet siddende i sin rede, mens den hakker i sit bryst og de sultne unger labber blodet i sig. Prøv at gå ind på hjemmesiden kalkmalerier.dk og søg på pelikan, så kommer der pelikaner frem i forskellig udformning, alle fra kalkmalerier i danske kirker. Nogle af dem viser mere tydeligt end andre, at kunstneren aldrig i sit liv har set en pelikan. Men det kan man jo heller ikke forlange af middelalderens mennesker, der ikke havde adgang til vore dages zoologiske haver.

I kirkekunsten generelt finder man pelikaner i mange forskellige udformninger: På altertæpper, messehageler, døbefonte – og som vejrhane. Undskyld, den tekniske betegnelse er: Vindfløj, for man kan jo ikke have en vejrhane siddende på en kirke, den symboliserer noget helt forkert. Men en pelikan, den kan gå an. En vejrhane svajer som vinden blæser – men pelikanen, den kan man regne med.

På taget af Asmild kirke ved Viborg troner pelikanen som vindfløj. Og minsandten: Fra klokkestabelen ved den nye Houlkær kirke, som er et udbrydersogn fra Asmild, udstrækker pelikanen også sine vinger. Således er pelikanen stadig et kraftfuldt Kristussymbol i moderne kirkekunst.

Historien om pelikanen, der hakker sig selv ihjel med sit næb for at føde sine unger, stemmer ikke helt overens med moderne lærebøger i biologi. Men havde et ikke været for de fantasifulde forfattere fra den græske oldtid, havde vi ikke fået historien om pelikanen – og heller ikke de mange fine billeder fra kirkekunsten. Så skal vi ikke sige: Gud ske tak og lov for fantasien – og husk: Der er et gran af sandhed i selv den mest fantasifulde historie. Det kan vi jo passende minde hinanden om, når påsken nærmer sig. Glædelig påske til jer alle.

Artiklen har været bragt i kirkebladet marts 2013.

Comments are closed.