100-årig på besøg

Vi har modtaget denne historie fra Vibeke Karlsen, som vi iler med at bringe: Jeg vil gerne fortælle en lille sjov historie: Min bror og jeg havde, i anledningen af min mors 100 års fødselsdag, inviteret hende på en tredages tur til »barndommens land«.
Min mor Dagny, blev født i Hørby i 1919, og blev døbt i Døstrup kirke den 18 maj 1919. På vores tur ville vi se, om vi kunne finde hendes fødested, men det lykkedes dog ikke, da vi ikke havde adressen.

Da vi ved et tilfælde kom forbi Døstrup Kirke, sagde min mor, at der var hun døbt, så vi stoppede op for at kigge os lidt omkring. Vi mødte graveren, som lukkede os ind i kirken og tændte lys. Det var virkelig en stor glæde for min mor, at gense sit dåbssted, og senere sagde hun igen og igen, at det havde hun dog aldrig troet, at hun skulle stå ved døbefonten igen.

Vi besøgte mange steder i omegnen de følgende dage, men kirken var
dog den største oplevelse, og hun glæder sig hver dag over de fine billeder, vi fik taget i kirken.

Jeg vil afslutte historien med at fortælle, at min mor flyttede med sin familie til Hegedalsvej i Hobro i 1921, hvor hendes forældre boede til min bedstefars død i 1977, hvorefter huset blev købt af min mors bror. To af min mors søstre kom på skift i huset hos »den fine familie« på Solbakken i Hobro, og da husets datter flyttede til Østerbro, kom min mor i huset der, som 17 årig, og har boet i København indtil omkring 1950, hvor hun flyttede til Hvidovre med min far og bror, og her blev jeg så født i 1952.

Min mor bor stadig i Hvidovre og klarer sig selv.

Comments are closed.